Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Beep 2012

Den svære to'er

Sidste år var gjorde Beep debut i Bella Centerets store messehaller med rimelig succes og fornuftige besøgstal. I år var så den svære 2’er for messen, der agerer i krydsfeltet mellem gadgets, hi-fi, hårde hvidevarer og anden forbrugerelektronik. Ikke just et skarpt fokus på et enkelt nicheområde, men nærmere et skud spredehagl med det helt store jagtgevær.



Ikke dermed sagt at dette alene bør få alarmklokkerne til at ringe – bevares diversifikation er da velkomment, og om ikke andet burde der være noget for enhver smag. Men som hifi-magasin, og med udsigten til at blot en håndfuld forhandlere af audiofil grej ville dukke op, var forventningerne ikke ligefrem på sit højeste, inden Nerds frekventerede messen i weekenden.

Skuffelsen udeblev heller ikke.



At messen hovedsagelig er en gadget- og elektronikmesse som søger mod midten, og henvender sig til den gennemsnitlige danske familie stod hurtigt klart. Med masser af forbrugerelektronik i computerkategorien – herunder ram, grafikkort og gamingkonkurrencer for unge, fladskærme, Wupti.com som største udstiller, og kun 4 seriøse hifi-stande, var der ikke meget at komme efter, hvis man havde sat næsen op efter nye indtryk ud i reproduktion af musik. Til gengæld var der så mange mennesker, at man kunne være helt sikker på at enhver lyddemonstration ville være spild af tid, og blive kvalt i støj.



Således var der ikke den store mulighed for at høre de forskellige udstilleres medbragte grej. Enkelte forsøgte sig dog med demoer, men at vurdere noget som helst ud fra disse ville være blasfemisk og slet og ret forkert. Hifi Klubben havde dog held med at brage 10.500 Watt ud gennem et sæt Cerwin Vega XLS-215 samt to stk. 21” Cerwin Vega HFA-21SX subwoffers. Så var det ganske vist ikke muligt længere at føre en samtale i den anden ende af messehallen, men ikke desto mindre var dette en af de mere underholdende og interessante oplevelser på en ellers grå weekend.

Oplevelsen var dog i mere end én forstand undtagelsen fremfor reglen. Ser man bort fra denne ørendøvende opstilling var der nemlig ufattelig langt mellem egentlige anlæg på Hifi Klubbens stand. Fokus var i stedet lagt på integrerede højttalere og streamingløsninger og lå dermed fint i tråd med resten af messens fokus på den almene forbruger og ikke entusiasten.






KT Radio havde besøg af Dynaudio og Interceptor. Her var fine produkter stillet frem fra Dynaudio og Martin Logan, herunder Dynaudio C4 og den nye aktive serie XEO fra ditto producent. Endvidere havde de medbragt nogle ganske spøjse ghettoblastere fra TDK, der borgede for masser af attitude. Hvordan de lyder skal være usagt.






Lydbutikken havde en hel del head-fi, og ganske fine bud på nutidens pladespillere fra Pro-Ject med. Derudover var fokus i høj grad lagt på streamingløsninger fra bl.a. Canton.

Hifi Huset / RoomAV havde streaming i den mere seriøse ende af skalaen på programmet, i form af både video og audioløsninger fra Kaleidescape. Solide produkter som dog er de færreste forundt grundet startpriser på den forkerte side af hvad en VW Up kan erhverves for.





Alt i alt var Beep en tynd kop the. Havde man forventet at se cutting edge gadgets og elektronik var man blevet skuffet, da langt størstedelen af udvalget var begrænset til hvad der allerede i dag er i handelen, og der derfor nærmere var tale om et stort showroom, end en egentlig inspirerende messe. Var man kommet for at se på hifi ja så var der heller ikke meget at skrive hjem om. Det er synd, for Beep er til mere og kan mere. Besøgende var der rigeligt af, og man kan håbe at ikke alle er blevet skræmte fra at dukke op igen næste år. Skal messen bestå er det dog vigtigt at man fra arrangørernes side indser at det ikke er nok at agere udstillingsvindue for en række producenter og etablerede forretninger. Der skal vægt på innovation og nyskabelser, og vil man også tages seriøs som egentlig hifimesse, så skal der simpelthen flere udstillere på banen.

For yderligere information, kontakt
www.digitalmessen.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: