Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Lancering af Audiovectors SR serie

Vi var med da Audiovector Lancerede deres nye SR serie

Audiovector har i lang tid levet en stille tilværelse på det danske hifimarked på trods af en placering midt på Østerbro - midt i København.








Med lanceringen af SR serien havde den nye salgschef Mads Klifoth dog sat sig i hovedet at det skulle gøres med stil – og det blev det. Der var inviteret til fremvisning i firmaets hovedkvarter hvor både presse, venner, familie, forretningsforbindelser og andet godtfolk gjorde deres entré. Man kunne også "fange" både Boris fra Hifi Forum samt Leon og Martin fra Lydportalen. De skulle alle forbi og se de nye modeller...
I en ikke uvant situation lykkedes det for øvrigt Leon fra Lydportalen at demonstrere hvorfor de er Audiovector premium forhandler med et produktkendskab der næsten matcher det man finder hos grundlægger, direktør og chefudvikler Ole Klifoth.

I det hemmelige baglokale havde man valgt en fuldt aktiv udgave af SI serien til demonstration, mens gæsterne blev mødt af et bredt udvalg af farvemulighed kombineret med et sæt aktive SR1 højttalere.

Arrangementet var meget velbesøgt, og flere gæster blev lokket med i fabrikkens hemmelige lytterum for at give plads til alle.




Serien er ganske omfattende. Den inkluderer tre udgaver af den 3-vejs gulvstående topmodel SR6, fire udgaver af den mellemste model SR3, og fire udgaver af standerhøjttaleren SR1. Herudover er der fire udgaver af centerhøjttalerenen SR C, fire udgaver af on- og inwall højttaleren In/On wall, samt fire udgaver af subwooferen SR Sub.

Man har valgt at udvide sortimentet af træsorter og lakeringsfarver ganske voldsomt for at sige det pænt. Der kan nu leveres nogle yderst mærkværdige varianter, og nogle farver der vil gøre sig i ethvert hjem.
I ægte Audiovector-tradition kan eksisterende SI modeller opgraderes til SR kablerne, da kabinetterne er ens.
Priserne varierer kraftigt, da der er mange variationer at vælge imellem alt efter hvilke enheder der skal i. Og alt efter om man vil have aktive højttalere eller ej. Et sæt SR3 starter på ca. kr. 23.000,- for den mindste udgave i passiv, og ender på ca. kr. 60.000,- for den dyreste model, mens samme model som aktiv ligger på kr. 85.000. Priserne varierer dog, som sagt, en del både for lak og aktive Discreet moduler, alt efter hvilken udgave der er tale om.



Humlen ved det hele er naturligvis det hele i en pakke, og her havde man valgt at have en SR3 Avantgarde Arrete i skrigende orange i hoveddemorummet. Nerds.dk var så heldig at få en privat demo af Ole Klifoth der ligesom sin søn var ganske ivrig for at fremvise firmaets nye serie.

Hér blev der fortalt lidt om den nye diskant, det nye filter, den forbedrede interne dæmpning og den forstærkede baffelkonstruktion. Det var en passiv udgave, der naturligvis blev kablet med Audiovectors eget højttalerkabel (som også bruges internt i højttaleren) forbundet til et heftigt Naim anlæg til samme pris som et mellemstort hus... 



Alt i alt var arrangementet ikke bare velbesøgt, men også en rigtig fin lancering med lige så mange deltagere som når de store danske hifiproducenter kommer med nye lanceringer. Slet ikke dårligt gået af en ny salgschef. Og så er det jo altid en fornøjelse at se en højttalerudvikler der ikke bare har gjort det godt, men som stadig stortrives efter 35 år i branchen og fortsat brænder for højttalerkonstruktion med stor passion. 


For yderligere information, kontakt
Audiovector
www.audiovector.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: