Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Gryphon – 10 år efter

Vi besøgte Gryphon for 10 år siden og er vendt tilbage til en virksomhed med et nyt hovedkontor, flere folk og et sortiment der (efter lang ventetid) er blevet udskiftet hele vejen igennem.

Herudover er et 30 års jubilæum vel overstået.

Det er ingen hemmelighed at vi var en smule benovede da vi for ti år siden besøgte Gryphon i Ry. 
Vi var imponerede over produktionen og produkterne, og var derfor ikke forundrede da vi erfarede at Gryphons største integrerede forstærker først er blevet udskiftet nu. Eller faktisk er det rette ord opgraderet, og det gælder også for både fabrikken, produktionsfaciliteter og produktlinjen. 


Siden sidste besøg er hele produktlinjen blevet opgraderet eller decideret udskiftet, der er kommet nyt hovedkvarter på den anden side af vejen, vel at mærke et større et af slagsen. Årsagen til dette er naturligvis at man er vokset, og det er nok det mest bemærkelsesværdige. Da vi sidst besøgte Gryphon kostede deres bedste højttaler en million for et sæt, et dejligt rundt tal, så kom der en finanskrise, og nu er prisen så… to millioner?! Gryphon gør en del ting anderledes, og det er der en grund til.

Den drivende kraft er ligesom dengang, Flemming E. Rasmussen, en mand der om nogen har været med til at gøre dansk high-end til noget man kiggede efter i udlandet. I modsætning til mange andre der er udannet inden for teknik og elektronik, så har Gryphons chef-designer og grundlægger en kunstbaggrund, med fotografi og maleri som speciale, og det kan ses. En ting er de mange kunstværker der præger Gryphons plakater, markedsføringsmateriale og andet, men produkterne har igennem firmaets 30 årige historie en klar æstetisk profil som er meget klar, og meget gennemgående. Det unikke monolitiske design er måske også en af årsagerne til at Gryphon som brand har bibeholdt sin identitet, for der er en branding i designet som sjældent ses inden for audioindustrien. Men tager man Flemming Rasmussens tid som chefdesigner for sportstøj in mente, så giver det ganske god mening. 



Den - lidt sjove - baggrund for Gryphon er i øvrigt at firmaet er udsprunget af et behov. Flemming Rasmussen var nemlig importør på bl.a. Kiseki og Krell i midtfirserne. Der manglede en rigtigt god MC preamp i sortimentet, hvilken Flemming så selv udviklede og konstruerede. Ved et tilfælde blev den lånt til ud til en demo på CES i 1986, og en af lytterne ønskede helt specifikt at købe netop denne MC preamp og han var meget vedholdende. Så vel tilbage i Danmark lavede man et par stykker og shippede dem til Japan. Stor var overraskelsen da produktet fik “best buy” prisen af et større lokalt hi-fi blad, og siden da er det så accelereret - for at sige det pænt.

Firmaet har også langsomt men sikkert vokset sig større. Da Nerds.dk for 10 år siden besøgte Gryphon første gang, var der ingen danske forhandlere, og salget hos Gryphon blev varetaget af de lokale distributører i hvert land. Det gør det stadigvæk da det er en af Gryphons helt store kæpheste - lokal repræsentation. Firmaet har nu nået en størrelse hvor man har valgt at ansætte en decideret Europæisk salgsansvarlig. Valget er faldet på Rune Skov (det er ham på billedet herunder, 0,8 Kodo høj), der har været et ganske kendt ansigt inden for branchen de sidste 10 år, og om nogen er vant til at fare (ud)land og rige rundt for at fremvise og demonstrere produkters kunnen. Man har også, efter flere skift, fået en permanent dansk forhandler i form af Audiophile.dk. Det har gjort at man nu rent faktisk kan få oplyst en dansk pris på tingene, noget som mange nok har savnet de sidste mange år. Ganske i tråd med Gryphons egen filosofi, så lader det heller ikke til at man kan fifle eller købslå så meget når det kommer til priserne hos tingene; “Det koster det, det koster” lyder det på klingende jysk fra den ene Audiophile-partner, Henrik Berg.
Men tilbage til produkterne, for det er jo hvad besøget handler om, også selvom at lokalerne er flotte og rummelige, og at man har minimeret fabriksfølelsen efter bedste evne. 


Da Gryphons produkter er så unikke som de er, benyttes der generelt højt specificerede special-komponenter. Ofte er standardvarerne hos selv anerkendte producenter slet ikke store og voldsomme nok til Gryphons behov, så mange dele produceres selv, mens enkelte dele bliver købt udefra. Det gælder f.eks. Mundorfs AMT diskantmodul, men også køleprofiler som man får leveret efter egne mål og specifikationer. 
Når man som medie er på virksomhedsbesøg og laver en besøgsartikel, så forsøger virksomheden naturligvis at fremstå fra sin bedste side. Samtidigt forsøger de dog naturligvis at forhindre at produkter under udvikling, research og andre fabrikshemmeligheder bliver afsløret, typisk ved at man kun får lov til at snakke med en enkelt medarbejder eller en chef der altid tager sig af medierne. Men hos Gryphon får man rent faktisk lov til at snakke med folkene i både produktionen og serviceafdelingen, endda helt uden opsyn fra firmaets ledelse. En bemærkelsesværdig åben måde at gøre tingene på som vi ellers ikke før har stødt på i samme omfang.

Det er ganske sjovt at se hvor langt nede i materien medarbejderne kommer. Da vi besøger fabrikken en lun sommerdag bugner lageret af varer. Rune Skov fortæller at alle produkter på nær en enkelt kasse, allerede er solgt, og man desværre er bagud med produktionen grundet fremgang i ordrer, og at nye dygtige medarbejdere er ikke ligefrem noget man bare finder ude på gaden. Det kan vi ved selvsyn konstatere i produktionen; her sidder medarbejdere der normalt beskæftiger sig med andre mere tekniske opgaver og laver reelt samle- og produktionsarbejde. Men de kan “selvfølgelig” også finde ud af at samle de produkter de selv har været med til at udtænke og designe, en alsidighed hos medarbejderne man sjældent ser andre steder. 


I reparationsafdelingen sidder Niels Madsen, nok en af få medarbejdere som folk uden for fabrikken kender til. Niels har i mange år været ansvarlig for reparation og service på samtlige Gryphon produkter, at alt dette stort set kan klares af en enkelt mand siger vist også noget om byggekvaliteten på produkterne, men denne sommerdag må han lige som andre hjælpe til, og er i gang med at samle en Diablo 300 forstærker da vi afbryder hans arbejdsgang for at høre nærmere om hvad han foretager sig. Det er også Niels der er primære kontaktflade for service, og her på redaktionen kender vi flere der er glade for kommunikation, service, og ikke mindst det meget lave omkostningsniveau der er forbundet hermed. Det er generelt tydeligt at medarbejderne føler et ejerskab i produktionen, og er passionerede omkring de produkter som de kreerer. 





Og her kommer vi så til en ultra kort produktgennemgang:
Produkterne er ganske vist kostbare, men ikke dyre og det er en væsentlig forskel. Man kan stadig købe Gryphons Black Spikes til næsten studentervenlige priser, men så er det vist også det. Gryphon har reelt ingen serier, bare individuelle produkter. Det er dog ganske typisk at effektforstærkerne kommer i både stereo og mono-udgaver.

Gryphons billigste produkter er den integrerede forstærker Atilla, og cd-afspilleren Scorpio. Atilla med sine 2 x 100 Watt klasse A/B skal ses som en nedskaleret udgave af den oprindelige Diablo forstærker, mens at Scorpio bygger på Mikado cd-afspilleren, og ligesom storebror har fire DAC's indbygget. Begge produkter kan erhverves enkeltvis for, den i Gryphon sammenhæng beskedne sum af, Kr. 64.000,-
Næste niveau er på Kr. 119.500,-, og er Gryphons nye Diablo 300. En voldsomt opskaleret udgave af Diablo på 2 x 300 Watt klasse A/B, og en lovet stabilitet ned til 2 Ohm hvor der leveres 2 x 950 Watt. 
Som alt andet Gryphon er der dual mono opbygning og som noget nyt mulighed for at indbygge DSD DAC og RIAA i forstærkeren.

Gryphon laver en enkelt DAC, Kalliope, der ganske vist har en Sabre 9018 DAC chip til hver kanal men så holder sammenligningen med de fleste andre produkter vist også op. Kredsløbene er, som det ofte gælder med Gryphon, holdt i ren klasse A og uden brug af negativ feedback. Prisskiltet siger Kr. 184.500,-




Gryphon har ligeledes også kun en enkelt RIAA på programmet, Legato Legacy, der ligesom Gryphons egne kabler desværre ikke findes en dansk pris på. Men med både MM og MC forstærkning, separat strømforsyning, og fuldt balanceret dual mono konfiguration koster den nok mere end en 50'er. Ligesom der findes et PS2 RIAA-indbygningsmodul til Diablo 300, så kan Legato også indbygges i Pandora forforstærkeren. 

Gryphon Athena er Gryphons bud på en forforstærker der stadig kan betales, eller hvad man nu vil kalde Kr. 92.500,- i vejledede udsalgspris. Der er stadig dual mono konfiguration, som i storebroderen Pandora, men strømforsyningen er denne gang i samme kabinet som resten, og volumenkontrollen er nedskaleret fra 85 til 50 trin, til gengæld er prisen så 1/2. Der er tale om en klassisk no-nonsens konstruktion hvor man forsøger at holde sig til det essentielle.


Pandora forforstærkeren er ligeledes udstyret med separat strømforsyning, og et prisskilt der hedder Kr. 223.500,- og med 2 x 90.000 uF og ren klasse A drift, så er den faktisk kraftig nok til at kunne trække et par effektive højttalere direkte. I ægte dual-mono ånd er der naturligvis også en C-core trafo til hver kanal, og strømforsyningen der føder ikke-audio delen er naturligvis fuldt afskærmet.

Antileon EVO Stereo, og monoblok-udgaven Mono er Gryphons billigste effektforstærker. Den lille stereoversion koster nu stadig Kr. 270.500,-, men så er der også 2 x 150 Watt klasse A og fuldt balanceret opbygning, mil-spec PCB, beskyttelseskredsløb, nyudviklet J-fet indgangstrin, og Gryphons kabler internt. Mono-versionen er næsten identisk men nu med 175 Watt klasse A i én kanal, sætprisen er Kr. 540.500,-


Colosseum er et lidt mere kreativt udformet effekttrin, men fortsætter det klassiske monolit design som Gryphon er så kendte for. Hvis man ikke kan nøjes med at betale 335.500,- for 2 x 160 Watt klasse A dual mono konfiguration med to Holmgren trafo'er, og separate strømforsyninger til henholdsvis digitale og analoge kredsløb, så tilbydes der også en monoudgave kaldet Solo, der leverer 180 Watt i klasse A til Kr. 670.000,- for et sæt.

Mephisto er Gryphons topforstærker, 2 x 175 Watt klasse A, og et prisskilt som en mellemstor familiebil, Kr. 419.500,-, og en monoblok udgave med et prisskilt på Kr. 839.500,- for et sæt, og 2 x 200 Watt i klasse A. Der bydes på en ladelyt-bank med en kapacitet på en million mikrofarad (eller 1 Farad) i monoudgaven, og det halve i stereo-versionen. Så meget som muligt er holdt separat med dual mono konfiguration med separate Holmgren trafoer.


Højttalerne hos Gryphon er også nye. 

Den mindste er netop lanceret, Mojo S. Denne er direkte arvtager til Gryphons første højttaler, Cantata, og lighederne er da også til at få øje på. Men prisskiltet på 185.500,- per sæt reflekterer også at højttaleren i høj grad er baseret på erfaringerne fra den nye topmodel Kodo, og rent designmæssigt er lighederne også åbenlyse. Der er Mundorf AMT diskant, selvstændig baffel til hver enhed, og ikke mindst delefilter efter Duelunds principper. Netop samarbejdet med Duelund må også siges at have bidraget til at cementere Gryphons ry som anderledes, da ikke mange var åbne for de radikalt anderledes – og svært implementerbare løsninger som Steen Duelund udtænkte.

Pantheon er en nedskaleret og mere stuevenlig version af Trident II højttaleren, eller hvad man nu vil kalde en halvanden meter høj højttaler på 122kg. Der er AMT diskant, 2 x 5” mellemtone, og 2 x 8” basenheder med trippel magnet, samt batteridrevet delefilter. Der er individuel baffel til hver enhed, og alle enheder er monteret til at være i konstant fase, endnu et typisk Gryphon træk. Der er muligheder for at få tingene i lige den finish man vil, omend de færreste måske vil springe på den meget iøjnefaldende Lamborghini-orange som Mojo S bliver markedsført i.


Trident II koster ikke helt det samme som den tidligere topmodel Poseidon, men er dybest set en Poseidon i et enkelt kabinet. Prisen er dog stadig i den høje ende, nemlig Kr. 914.500,-  per sæt.
En fjernbetjening tillader ejeren at indstille basniveau og Q niveau, førstnævnte er muligt da Trident II er udstyret med aktive basenheder, 4 styk 8” for at være specifik, men minder ellers meget om Pantheon i sin opbygning - en slags mellemvej inden at man går helt amok. To styk 5” kevlar mellemtone-enheder sikrer en glat overgang til AMT diskant-modulet. Størrelsen og de aktive enheder presser så også vægten op på næsten det dobbelte af Trident II, og højden er næsten oppe på to meter.  
Pendragon er Gryphons mindste to-delte monster, med en monstrøs pris på Kr. 1.399.500,- per sæt. Den havde indtil lanceringen af Kodo æren af at være Gryphons topmodel. Den benytter line-source bånddiskant ved at placere fire AMT diskanter sekventielt, aktivt bas-system, og 8 x 8” basenheder der gør det muligt for den at dykke ned til 16 Hz. Ellers er det en smuk sammenblanding af det bedste Gryphon har at byde på, og der optræder derfor langt hen af vejen det bedste fra Trident II kombineret med en hyldest til Steen Duelund med en implementering af hans synkrone delefilter. En arvtager til Poseidon, i sig selv lidt af en opgave.


Nyeste, og dyreste skud på stammen med en sætpris på Kr. 2.045.000,- er Kodo, der ikke bare er en efterfølger, men en storebror til Pendragon, og dennes forgænger Poseidon. Som man før har set det med Gryphon produkter, så er sidepanelerne udskiftelige hvis man en dag ønsker en anden finish. Der er også her brugt 8 x 8” basenheder i et selvstændigt bastårn, og forstærkere med hvad der svarer til 4,5 HK til at trække dem. Der er Q regulering og over hver Mundorf AMT diskantmodul sidder to 4” mellemtone-enheder, og tre 5” mellembas-enheder, og det samme setup under diskant-modulet. Hver side af højttaleren har således 8 x 8” bas-enheder, 6 x 5” mellembas-enheder, og 4 x 4” mellemtone-enheder samt en AMT diskant. Hver enhed har en selvstændig baffel, og mellemtoner samt mellembas-enheder sidder i separate kabinetter internt, og slutresultatet bliver en højttaler der er voldsom ud over det sædvanlige. Højttaleren kommer med 10 års garanti, installation direkte i hjemmet af den lokale importør, og kalibrerings-checkup tre måneder senere fra en af Gryphons egne medarbejdere. 

Gryphon Kodo er i øvrigt også at finde i firmaets lytterum. Drevet af en Gryphon Mephisto stereo, en Pandora forforstærker, Scorpio CD og Kaliope DAC. Et diskret lille system til Kr. 2,7 millioner der endda er uden analog front-end.


Efter en demo-session med Kodo fik vi os en lille snak med Flemming Rasmussen. Det er ikke forglemmelse når vi ikke har 48 sider med beskrivelse af lyden fra sådan et setup, men ganske enkelt fordi at det skal opleves på eget korpus. Man forventer selvfølgelig at blive blæst væk af det head-room der er, luftigheden, transientvillighed, opløsning og dynamik, og det bliver man også. Men hvis man blot overvejer en smule at købe Gryphon, så skal man gøre sig selv den ulejlighed at køre til Ry og høre det - det er det eneste rigtige. Det er så også den eneste mulighed, for selvom Audiophile.dk er dansk forhandler, så insisterer man på at kunderne kun kan “butikslytte” under de forhold som Gryphon tilbyder. Anderledes, men ikke usædvanlig når vi snakker tungt high-end. Og det giver god mening når blot man medregner vægten på produkterne.

Interview med Flemming E Rasmussen

Vi fik en længere snak med Flemming Rasmussen omkring Gryphons sidste 30 år og fremtiden, og her er de væsentligste hovedpunkter:
Nerds.dk: (Med tanke på at firmaet efter 30 år på markedet klarer sig bedre end nogensinde, og formåede at overleve finanskrisen uden problemer): Hvad har I gjort ”rigtigt” i forhold til konkurrenterne?

FR: Det handler mere om hvad vi ikke har gjort. Fra dag ét ville vi lave et brand, og ikke bare en forstærker, for med et brand får man momentum.”

Nerds.dk: Krisen kostede mange dyrt, og mere til – hvordan klarede I jer igennem?
FR: ”Vi forøgede omsætningen med 40% under krisen. De andre fyrede deres bedste folk, droppede annoncer og lavede fornuftige produkter – men ordet fornuftig hører ikke hjemme i high-end”


”Det handler om at vise kunderne noget de bare gerne vil have – galskaben vinder over fornuften. Krisen foregår meget i hovedet, pengene er jo ikke bare væk i et sort hul.” 
Som eksempel herpå fortæller FR at reaktionen fra kunder på den nye topmodel, Kodo til 2. mio danske kroner var et ”koster den ikke mere?”.
”Jeg var sikker i min sag og mente at de andre begik fejl – men det skyldes brandet. Et brand er også et løfte, og så skal man være villig til at være tålmodig.” 

Nerds.dk: I har gjort det ”slow and steady” her de første 30 år – vil tingene ændre sig i fremtiden?
FR: ”Nej. Hvad selve produktionen angår ændrer vi den kun når der er væsentlige forbedringer. Mange købere er fans, og det er jeg stolt af. De beholder tingene – og det er et kvalitetstegn. Nogle finder os konservative og gammeldags, vi har f.eks. intet direkte salg, heller ikke i de lande hvor vi ikke har en distributør. Vi sælger kun hvis vi er sikre på at folk kan få hjælp til alle aspekter af et produkter (af en lokal forhandler), men så ved man også hvad man kan forvente.”

Nerds.dk: Øh, så må i da gå glip af rigtigt mange handler og ikke mindst mange penge?
FR: ”Ja, men vi gør os kun i relationer der varer lang tid, og det kræver dygtige lokale repræsentanter.”



Nerds.dk: Tager man stolthed i sine ting som high-end producent?
FR: ”Man skal ikke drive forretning for forfængelighedens skyld, vi har nogle ansatte som vi står til ansvar for. Det sværeste er at holde fast når det går dårligt i markedet. 

Nerds.dk insinuerer kraftigt at Gryphon sikkert kunne tjene penge på en lang række produkt-typer de ikke har i porteføljen.
FR: ”Vi er meget forsigtige, vi baserer intet rent produktmæssigt på opportunisme, men venter til teknologien er moden. Der er ingen grund til at lave noget som andre kan gøre bedre, og man skal ikke lave noget der ikke senere kan tåle at se dagens lys.”

Nerds.dk takker for et godt besøg, håber at der ikke går 10 år igen inden næste gang. Men mest af alt er vi glade for at lyden og produkterne har blæst sokke-holderne af i lige så høj grad som da vi første gang fik fornøjelsen af at opleve et komplet Gryphon system.

Kort før artiklen her blev publiceret kom det til vores kendskab at der kommer en afløser for den integrerede Atilla – Diablo 120. Det bliver spændende at se hvad prisen lander på, og hvad den kan år den sådan helt officielt afsløres i morgen, med lidt held også med dansk pris.


For yderligere information, kontakt
Gryphon Audio
www.Gryphon-audio.dk

Dansk eneforhandler:
Audiophile
www.audiophile.dk
info@audiophile.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: