Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Besøg hos Dynaudio

Midt i Skanderborg ligger en af de store danske produktionsvirksomheder der sætter kvaliteten i første række, men som lever en meget anonym tilværelse.

Til dem der ikke lige kender historien bag Dynaudio, så blev det skabt på baggrund af dansk/tyske relationer´, eller rettere to højttalerkonstruktører der ville ende den ”nationale” lyd som stort set al audio led af i 1970erne. Mantraet blev ”Authentic Fidelity” – og dermed også en erkendelse af at man var nødt til at lave alt in-house, hvilket stadig er et af Dynaudios stærkeste kendetegn. Selvom firmaet officielt først kommer til verden i 1977, så har Ejvind Skaaning og Gerhard Richter indledt deres partnerskab allerede i 1975, hvor de sammen med israeleren Meir Mordechai laver firmaet RMS. Dog bliver danskeren og tyskeren købt ud af Mordechai som ændrer firmanavnet til Morel. Richter og Skaaning stifter herefter Dynaudio. 





Modsat mange andre der ikke har en forretningsmæssig baggrund, så evner Skaaning og Richter at drive firmaet yderst fornuftigt, faktisk så godt at det i 1980 omsætter for en million kroner per ansat, 15 styks i alt. Inden da har en af firmaets ingeniører, Wilfried Ehrenholz, købt sig ind i firmaet, og samtidigt gjort et stort stykke arbejde for at produktmodne Dynaudio til det tyske marked, og ikke mindst designe firmaets produkter lidt mere stuevenlige. Resultatet er de klassiske Dynaudio højttalere modeller 80, 100 og 200, der også har et andet Dynaudio særkende fra 80’erne, nemlig at bassen placeret over diskanten i tovejskonstruktioner. Det er også her at man begynder noget der nu giver pote - nemlig aktive højttalere, hvilket man også kan få et lille foredrag om når man går igennem fabrikkens mini-museum.

 

Nogle ting har ikke ændret sig; produktionen foregår stadig i det danske, men fabrikken i Skanderborg er nu delt over flere adresser, og der er endnu en tilbygning på vej. Hele Dynaudios lager var i øvrigt så proppet at man har måtte købe plads ude i byen. Luksusproblemer for nogle, men reelle problemer for Dynaudio.


Udviklingsafdelingen er blevet tredoblet over de sidste tre år, men da Dynaudio naturligvis er et topprofessionelt firma der også har kunder i bilindustrien, så var der ingen kære mor, og ingen fremvisning af udviklingsafdelingen for pressen. Dette er til trods for gentagne forsøg på bestikkelse af firmaets to repræsentanter i dagens anledning, Managing Director Morten Nielsen og Otto Jørgensen, Customer Care Manager.


Otto med - endnu en MSP enhed

Selvom at det er drevne jyder der ikke er så meget for fine titler, så er der ikke så meget at gøre når man arbejder i en international koncern der afsætter sine produkter i 80 forskellige lande.
Det eneste der kunne lokkes frem omkring research og den nye tilbygning var at der vil være et testkammer til højttalere på 13 x 13 meter - Nordeuropas største.




Rundvisningen inkluderer dog naturligvis en tur omkring produktionsfaciliteterne, men der er meget skrappe restriktioner på hvad der må tages billeder af og gengives. Det er synd, for der er næppe mange der kan matche Dynaudios produktionsfaciliteter, der ikke bare er topmoderne, men også meget åbenlyst har krævet meget store investeringer. Dynaudio vil dog godt ud med at langt det meste af produktionsapparatet er specialfremstillet til Dynaudio. Alle dele, uanset om de laves i hånden eller på maskine er lavet ud fra en filosofi om at medarbejderne sagtens kan levere høj kvalitet og godt håndværk, men når en produktion bliver skaleret op, så er et højt niveau af kvalitetskontrol nødvendig.

Vi kunne ved selvsyn konstatere at alle komponenter testes. Stikprøver er ikke godt nok til Dynaudio. Det er en ganske imponerende med tanke på at fabrikken producere 30.000 højttalerenheder om ugen, og her skal tilføjes at der så vidt redaktionen er orienteret, kun findes 6 højttalerproducenter i verden der rent faktisk selv laver deres egne enheder.

Troen på egen kvalitet er da også stor nok til at man tilbyder 8 års garanti på produkterne.







Det giver også god mening når man følger enhedernes tilblivelse, eller den separate kabinetfremstillingsenheds eskapader på den anden side af vejen (ja, Dynaudio er så stort at det fylder flere matrikelnumre med en offentlig vej i mellem), for på trods af industrialisering og moderne produktionsteknik, så er der også en høj grad af håndværk og god gammeldags kvalitet. Der er rigtige snedkere ansat til at tage sig af slibning og der er op til 12 lag lak på de dyre modeller, og personalet synes at været særdeles kompetente, kombineret med at meget af samlearbejdet og finish stadig foregår 100% i hånden.

Der opereres internt med et mål om at maksimalt 54 ud af hver 1 million producerede enheder må fejle i brug. Dynaudios enheder kommer i en lang række udgaver, men man forsøger at holde sig lidt på måtten - der er op til 1500 forskellige versioner af Dynaudios støbte MSP (magnesium-silicat-polymer) membran, men man bruger dog pt “kun” 51 forskellige i den nuværende produktion. 








Diskanterne laver man naturligvis også, den mest berømte er Esotar 2 diskanten, en 28mm dome i coatet silke der iflg. Dynaudio giver mindst mulig egenlyd og forvrængning.

At Dynaudio har mange store kunder er næppe en overraskelse, og marketingsmaterialet nævner da også store navne som Volvo, Bugatti samt Volkswagen inden for automotive. Inden for studiokategorien leverer Dynaudio som de fleste ved også til lydstudier, og der er installeret Dynaudio i mere end 10.000 indspilningsstudier i verden, med BBC og DR som værende nogle af de helt tunge kunder. Herudover er der naturligvis også et stort marked i installationsløsninger, men nu er det hjemme hi-fi der er fokus for Nerds.dk, så vi holder også til en gennemgang af dette. 

Subwooferne er ikke lavet til specifikke serier, der er nemlig kun to modeller, Sub250 og Sub600.

Emit er firmaets nye entry serie, stadigvæk med enheder fra Jylland, hvor man i Excite serien har opgraderet delefilter, kabinet, og faktisk også enhederne. Herfra bliver det så noget mere bekosteligt, men stadig hvor der er reol, gulv- og centerhøjttaler i serien.



Det er fra Contour serien at det bliver rigtigt sjovt, og her er der netop blevet fornyet kraftigt med spritnye stander- gulv og centerhøjttalere. Der er også en LE udgave i den nye Contour serie. 

Confidence byder på HDF baffel, vertikalspredningsjusteret diskant, og generelt er den et større hop op ad fra de to mindre serier - dog også prismæssigt, men så får man også en Esotar2 diskant med i købet. Seriens prisskilt slutter ved 150.000 for et sæt C4, så billigt kan man næppe kalde det.

Consequence Ultimate er hvor Dynaudios highend produkter begynder, men vi taler så også om at du skal betale en årslønning for et sæt højttalere. Det er ikke mindst en meget anderledes højttaler hvor diskanten er placeret i bunden.



Sidst men ikke mindst er der Evidence, Dynaudios ultimative højttaler, kompromisløs, også i pris, der starter ved 300.000,- for et sæt, og slutter på over 800.000 for et sæt Evidence Master i højglans lakering. Den samme højttaler i rosentræ koster dog “kun” 680.000,- danske kroner for et sæt.  Der er tale om en fuldt modulopbygget konstruktion, separate kabinetter til enhederne, fuldt spejlet opbygget med to diskanter, 2 mellemtoner og 4 basenheder. Man skal så også lige have stuen til det da højttalerne er over to meter høj, og har en beskeden kampvægt på 135kg.

Men Dynaudio har også andre mere specialiserede produkter, og har med deres Xeo og Focus XD serie været blandt frontkæmperne om at placere aktive men også trådløse højttalere i hi-fi entusiasternes hjem. Hertil har man en række sideprodukter, hubs, extenders og andet godt, således at man kan tilbyde kunden produkter til et komplet Dynaudio system. Xeo er seriens mere budgetvenlige lillebror og findes som to modeller reolhøjttalere og en model gulvhøjttaler, og byder på 24/96 overførsel og digitalt delefilter. 





Rykker man op i Focus XD land, så får man sjovt nok mere- og bedre enheder og kabinet, men også DSP. Topmodellen 600 XD koster godt nok små Kr. 75.000,- for et sæt, men så er der også Esotec+ enheder hele vejen igennem, og informationsmaterialet fremfører gengivelse ned til 20 Hz. Esotec+ bassen er en nedskaleret udgave af bassen fra Consequence, og der er digitalt delefilter. Med hensyn til den trådløse overførsel så har Dynaudio tænkt lidt ud af boksen, så signalet ligger uden for de konventionelle områder for trådløse overførsel, altså opererer i “skæve” frekvensbånd hvor der ikke findes andet forstyrrende trafik – og som backup benyttes også 5 GHz båndet.    




Men dagens fokus i lytterummet var dog den nye Contour 20, der også kan opleves på Hifi & Surround messen den kommende weekend. Højttaleren har en Esotar 2 diskant, og nyeste udvikling af MSP bas/mellemtone enheden hvor tykkelsen af membranen varierer fra inder- til yderkant. Aluminiumsbaffelen er “svævende” og skråt skåret, og det giver nogle meget anderledes linjer på kabinettet der nok vil gøre den lidt nemmere at få godkendt af husbestyrerinden. Ved en ganske overbevisende demo - også selvom at den indeholdt svensk kirkemusik - så var et kæmpe soundstage og en stor åbenhed i mellemtonen ganske fremtrædende. man må håbe at det kan gengives på samme måde næste weekend på Hotel Hillton Copenhagen. Her er vi så også oppe i små 35.000 for et sæt kompakthøjttalere, men kvalitet, ja det koster altså lidt. Men det er sjovt at se hvordan at grundsubstansen i Dynaudios produktion er den samme, der så bare bliver forbedret og opgraderet hele vejen igennem alle deres serier.  

Vi siger tak for besøget på en lettere skjult - men ganske stor og solid dansk højttalerproducent, der stadig formår at holde kvalitets- og håndværksniveauet højt, og beviser at hardcore industriproduktion og godt håndværk hverken behøver at outsources eller at ende i fantasi-priser for forbrugerne.


For yderligere information, kontakt
Dynaudio
www.dynaudio.com

 

 

 

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: