Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Besøg hos Tape Connection – del 1

Vil du vide hvad kassettebånd har at gøre med surround? Så læs videre og se med, når vi besøger Tape Connection i Århus.

En klam regnvåd november aften begav jeg mig ud i mørket med et mål. Jeg skulle besøge en af Århus’ bedst kendte hifi forretninger, hvor jeg havde aftalt en rundvisning. Lyset fra kældervinduerne viste vejen og ledte mig ind i varmen, hvor Tape Connections souschef Otto Jørgensen ventede.
Aftenens guide Otto
Tape Connection blev startet for 14 år siden af Søren Pfeil Sørensen, der stadig er ejer, og var dengang baseret på ren parallelimport og videresalg af kassettebånd. Efterhånden blev importen udvidet til også at omhandle egentlige elektronik produkter, og de første skridt mod Tape Connection, som vi kender den i dag, var taget. Søren var for resten på ferie, så derfor kunne det ikke blive til et billede af ham. Der er sket meget siden butikkens start. Den er flyttet i nye større lokaler, og der er udvidet betragteligt hvad angår antallet af mærker, og på netop dette punkt, er der sket en løbende udvikling. Butikken har løbende ændret udvalget af mærker, og hvor det i starten var målet, at finde den billigste pris for kunden, bliver valget af produkter nu baseret på, at kunden skal have mest for pengene. Produkterne bliver alle valgt ud fra en overbevisning om, at netop det produkt giver meget for pengene. Prisen er dog stadig i fokus, og det betyder, at omkostningerne skal holdes nede. Derfor skal butikkens lokaler ifølge Otto først og fremmest ses som demorum og kun sekundært som udstillingslokaler. Der er derfor ikke brugt penge, på dyre sofaer, fine gulve og anden indretning. Fokus er på udstyrets formåen og på servicen. For Tape Connection yder en service ud over det lovpligtige. Der ydes 3 års rigtig garanti på alle hifi og surround produkter købt hos dem og 2 år på TV/video og bærbart udstyr. Derudover har butikken også 14 dages fuld returret, hvilket ellers kun er lovpligtigt for Internet butikker. Ifølge Otto er det en af måderne at konkurrere med de rene Internet butikker, der ikke er andet end et lager. Når man træder ind i butikken, kan man straks se, at der findes et bredt udvalg af produkter, og i dag sælger Tape Connection bl.a. produkter fra Acoustic Solutions, Audio Pro, Atoll, Black Rhodium, DLS, Grado, Koss, Marantz, Monitor Audio, Musical Fidelity, Ortofon, Panasonic, Philips, Pioneer, Polar Cables, Project, QRS, Sanyo, Sennheiser, Sony, Supra, Tekni-Fi, Vienna Acoustics, Vivanco og Yamaha.
Kig til højre
Kig til venstre
Efter den første snak startede vi rundvisningen med de visuelle produkter.
Fladskærms-vægen med produkter fra bl.a. Pioneer og Philips
Tape Connection er kun for nyligt begyndt at føre fladskærme, da de tidligere ikke mente, at kvaliteten på panelerne var god nok. Nu har de dog fået opsat en imponerende væg af skærme med både LCD og plasma teknologi. De er alle koblet til den samme signalboks, hvilket skulle sikre et godt sammenligningsgrundlag, og Otto gjorde det klart, at der ikke bliver vist tegnefilm på skærmene her. Han lagde meget vægt på, at det kunden ser i butikken, også skal være muligt at opnå derhjemme ved daglig brug. Derfor demonstreres skærmene med et godt antennesignal og selvfølgelig også med DVD (men altså ingen tegnefilm). Selvom der er svært at se på billeder, så kan man vist godt fornemme at skærmene leverer et flot billede. Til venstre ses 2 plasma skærme fra Pioneer - nederst den imponerende 50” Pioneer PDP-506 FDE til 34.999kr. - fodret med et digitalt DVD signal, og til højre ses 2 LCD skærme fra Philips - øverst et 32” PF 9966 til 16.999kr. og nederst et 37” PF 9830 til 27.999kr - der viser det nævnte antennesignal. En Pioneer DV 668 AV til 6.499kr. leverer billedet via HDMI til plasmaskærmene, og til resten af skærmene, hvis man måtte ønske det. Selvom Tape Connection nu er begyndt at føre fladskærme, betyder det ikke, at de helt har droppet de almindelige CRT skærme. Den kraftige fremgang for fladskærme har presset priserne på CRT skærme langt ned, og man kan i dag få et Philips 32 PW 9520 til blot 6.488kr. Det er omkring 1/3 af, hvad du betalte for samme billedkvalitet for bare 1½ år siden.
Projektorrummet… der mangler bare en popcornmaskine
Projektorer er noget butikken længe har gjort meget ud af, og de er i dag en af de førende butikker på markedet. De har selvfølgelig derfor indrettet et ordentligt bio rum, der kan mørklægges fuldstændigt, så du kan teste kvaliteten af det nyeste vidunder ordentligt. Så det er bare at smække den flade i de opstillede biografstole og nyde showet.
Så skulle der være dømt biounderholdning
Der er optimale betingelser for at lave en sammenligning mellem de forskellige førende mærker. Lens Shift teknologien har gjort opsætningen af projektorer væsentligt lettere, og det betyder bl.a., at Tape Connection kan hænge 3 af markedets førende LCD projektorer til under 20.000kr. op på rad og række. Set forfra er det fra venstre en Sanyo PLV-Z4, en Sony VPLHS 50 og en Panasonic PTAE-900, der alle 3 koster omkring de 16.000kr.
Signalkilderne til projekterne
Signalet til projekterne leveres enten af en DVD afspiller efter eget valg eller af en HTPC ved afspilning af HD klip. Hvordan er billedkvaliteten så? Den er virkelig god! Et foto vil aldrig yde kvaliteten fuld retfærdighed, men som man kan se på HD klippet af NFL fanget herunder, så leveres der et virkeligt lækkert billede. Kvaliteten ved almindelig DVD er også fremragende, men da vi ikke kunne få et ordentligt pauset billede, blev HD klippet valgt til at demonstrere kvaliteten.
Kvaliteten af billedet er endnu bedre, når man ser det i virkeligheden
Når man nu går ud og køber en dyr skærm eller projektor, så skal den selvfølgelig indstilles korrekt, for vi ved jo alle, at fabriksindstillingerne som er regel er helt ubrugelige. Man kan så enten købe en test DVD, og sidde og skrue frem og tilbage derhjemme, eller man kan lade Tape Connection hjælpe sig med en professionel indstilling.
Udstyret er koblet på, og skærmen er klar til at blive indstillet
Butikken råder over Eye-One udstyr fra firmaet GretagMacbeth, der kan få det bedste frem i enhver skærm. Den lille ”mus” der hænger på skærmen, måler farvetemperaturen og sender dataene til computeren. På den måde kan du ved at indstille farverne på skærmen opnå den rigtige farvetemperatur, og dermed det mest naturlige billede. Det er en meget tidskrævende proces, men til gengæld opnår du også et billede, der er langt bedre, end hvad du kan klare med det blotte øje og en test DVD. Tape Connection tager 2000kr. servicen, og pengene skulle være rigtigt godt givet ud.
Efter indstilling skulle RGB kurverne gerne ligge over hinanden
Sådan ser kurven ud for en rigtigt indstillet skærm. Normalt vil den blå kurve ligge en del over de andre med fabriksindstillingerne, da det er lettere at øge lysstyrken med denne. Derfor sætter producenterne den for højt, så deres skærm lyser ekstra op i mængden. Ifølge Otto er DVD-optagere et marked det vokser eksplosivt, og Tape Connection fører en del forskellige modeller fra Pioneer og Sony. Introduktionen af modeller med indbygget harddisk, satte ifølge Otto virkelig gang i salget.
Har du brug for at optage noget?
Tape Connection har dedikeret et rum til de folk, der ønsker surround, men ikke har lyst til at have store højtalere stående. Otto fortalte, at de lægger stor vægt på, at kunden får, det de har brug for, derfor har de anlæg i forskellige prisklasser og størrelser.
Hvis det skal være småt og godt
Som det kan ses, snakker vi her om de helt små kasser. Fra venstre mod højre er det henholdsvis bud fra Audio Pro, DLS og Monitor Audio på en meget lille højtaler, der stadig slår ”Bilkakasserne” med mange længder. Alle højtalerne er forbundet til elektronikken via denne omskifter tavle, så der let og hurtigt kan skiftes kombinationer. Igen et tiltag der gør det let at sammenligne produkterne.
Elektronikken i rummet spænder fra de små slimline modeller…
… til det mere velvoksne udstyr
Surround receivers fra Marantz
Surround receivers fra Yamaha
I racket står bl.a. Marantz SR 4600 i sort og sølv til 2.999kr. samt fra Yamaha en RXV 757 til 4.688kr. og en RXV 4600 til 11.988 begge i titan farven.
Marantz laver også surround i den tunge klasse
Vil man have en af de helt tunge drenge, kan man jo overveje en Marantz SR 9600 til 29.999kr. Den leverer 7 x 140W i 8 Ohm, så der skulle være lidt at tage af. Som enhver respektabel hifi butik har Tape Connection selvfølgelig også et udvalg af kabler. Black Rhodium er egen import, og der findes et stort udvalg på væggen.
Black Rhodium signalkabler i enhver afskygning
Til dem der bruger HDMI til DVI kabel, kan jeg fortælle, at Supra langt om længe er kommet med deres nye udgave af dette kabel. Det specielle ved kablet er, at det muliggør kabeltræk på over 5m, hvilket tidligere har været problematisk. Faktisk skulle det nu være muligt, at trække op til 20m kabel uden problemer med billedkvaliteten. Det viste kabel er 8m og koster 855kr.
Top kablet Samurai fra Polar Cables
Otto hev et højtalerkabel fra Polar Cables frem med en speciel pointe in mente. Kablet er kryogenbehandlet, det er altså blevet frosset ned for at forbedre de elektriske egenskaber i metallet. Otto fortalte, at han selv havde været meget skeptisk overfor kryogenbehandling, som for ham at se var en gang voodoo. Polar Cables laver imidlertid kablet både i behandlet og ubehandlet udgave, og ifølge Otto var han blevet omvendt efter at have testet dem. Der skulle være væsentlig forskel på det behandlede og det ubehandlede. Det viste kabel er et 2 x 3m kabel til 6.599kr. Det var slut på første del. Grundet Tape Connections store udvalg, bliver besøget delt op i 2, så kig med igen i næste artikel, når jeg kigger på Tape Connections udvalg af højtalere, stereo udstyr og hovedtelefoner. Er du blevet interesseret i noget du har set så kontakt Tape Connection. Tape Connection Europa Plads 6 8000 Århus C Telefon: 86760806 Mail: mail@tapeconnection.dk Web: www.tapeconnection.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: