Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Northstar Excelsio DAC

Kan italienere finde ud af noget så avanceret som DSD DAC’s? Vi har testet den næststørste DSD DAC fra Northstar

Northstar er italiensk. De gør sig reelt kun inden for DAC's. Meget ulig sædvanligt italiensk design, så er designet er stift, industrielt, maskulint og en smule Star Wars inspireret. Fronten har en standby-knap, et tredelt LCD-display i et køligt blåt lys, og to inputknapper, der også fungerer til betjening af menuen. Toppladen har et par store udluftningshuller, og bagsiden giver mulighed for tilslutning af 2 S/PDIF COAX, 2 S/PDIF Toslink, 1 AES/EBU, 1 USB og en L2S indgang samt strøm. Der er med andre ord alle de tilslutningsmuligheder, man kan ønske sig. På udgangssiden er der både XLR og RCA.

Northstar har ganske smart valgt at benytte en ADUM 1400 optokobler i forbindelse med USB- indgangen, og der er derfor fuld galvanisk adskillelse, selvom det ikke er noget, der reklameres med.

På den tekniske side er USB-indgangen asynkron, og der understøttes DSD, både 2.8Mhz og 5.6Mhz DSD 128 og alm. 32bit/384khz PCM afspilning. DAC-chippen er Sabres topmodel ESS ES9018 i en dobbelt balanceret konfiguration. Digital- og analogsektionerne har hver sin trafo. 

Der kan vælges både digitalfilter og fase i menuen. Det kræver dog lige, at man gider læse manualen, men herefter er betjeningen forholdsvis nem; En fjernbetjening der kan klare opgaven, må dog anbefales, hvis DAC’en på et tidspunkt kommer i en opdateret udgave. USB- porten har sin egen strømforsyning, og det virker i det hele taget som om, at man har gennemgået hele kæden for at sikre minimal støj.

Opsætning og installation af driver var forholdsvis nem. Producenten var hurtig i vendingen med en responstid, der matcher enhver seriøs highendforhandler. Dette var under en ferie, og uden at have nævnt noget om at det var et anmeldereksemplar, her tilsendte producenten driverfiler og manual i PDF, da disse var glemt sammen med manualen da den skulle prøves i et alternativt setup. Importøren var ligeledes meget hurtig til at anbefale en alternativ DSD-afspiller da mere populære programmers virkningsgrad ligger på niveau med en Fiats...

Prisen er kr. 16.295,- for udgaven i sølv, mens den testede i sort finish koster kr. 495.- oven i prisen. Indmad, DSD afspilning, og en kampvægt på 5 kg gør denne DAC til en tung sag i mere end én forstand. Prisen kan umiddelbart synes høj, men taget i betragtning hvad DAC’s med DSD-afspilning og topmodel DAC-chips ellers bliver solgt til, så synes prissætningen også at være ganske rimelig. På trods af at Northstar DAC’en er udstyret med den bedste Sabre chip på markedet. Pt. har Northstar dog selv en model over Excelsio, og tager man i betragtning, at det efterhånden ikke er usædvanligt med 100.000,- kroner for en top DAC, så er bliver prisen for Excelsio næsten billig - men også kun næsten.


Der synes ikke at være nogen reel tonal forskel på hvilken ind- eller udgang der benyttes. Faktisk var det meget overraskende, at USB indgangen bød på lige så megen ro og “sort baggrund”, som der opleves med optisk, og et distinkt fravær af uro/brummen, som man kan opleve det med ikke-galvanisk adskilte USB-indgange.

Vægten på 5 kg vidner også om, at der ikke bare er tale om en standardvare fra Elgiganten, og alt virker både fornuftigt og gennemført bygget.

Lyden:

Med italienske produkter er man altid i tvivl; Har man fået en Fiat, en Ferrari, eller vælger produktet rent faktisk at virke, og dermed være en Lamborghini?

Med Buena Vista Social Club nummeret “Venite Anos” får man en ekstremt levende udgave af nummeret. Om det er dac'en eller udnyttelsen af en 24 bit udgave er svært at sige, men der er en i særklasse homogen gengivelse med en ekstrem dynamik og opløsning, og ikke mindst bydes der på en fantastisk instrumentdifferentiering.

Apocalyticas “Grace” udmærker sig ved en fantastisk dynamik og opløsning, primært i mellemtonen. Instrumentseperationen er god, og lydbilledet giver lead-celloen en central placering lettere fremskudt blandt de øvrige og centralt placeret i midten af lydbilledet.

Perspektivet på Dave Brubeck Quartets “Take Five” er meget præcist. Optagerummet er skarpt defineret, men samtidigt er der plads til at lade tonerne og udklingningerne flyde og klinge helt ud og lige hænge det kvarte sekund, som de gør i virkeligheden. Anslagsenergien kommer samtidigt fra de forskellige trommetammer, klangen er virkelig godt og naturtro ramt, og detaljerne tillader kontrabassens overtoner fra anslagene på strengen at hænge i luften og klinge tydeligt og fint ud, samtidig med at trommerne går amok på brostykket.
Sax'en har alt den fylde, naturlighed og tilstedeværelse, som den fortjener.

I en på alle måder helt anden kategori finder vi Hammerfall og deres “Hammer of Justice”. Et nummer, der umiddelbart ikke associeres med udstyr i den prisklasse Excelsio tilhører. Nummeret er, uanset hvad, gengivet meget rent, transparent og neutralt. Bunden er detaljerig med fast og hurtig respons, masser af attack, og det hele timer godt.

Detaljegraden og opløsningen er høj, også i lydbilledet. På Michael Jacksons “Beat It” kan man derfor høre ned til sidste millimeter den dybdedifferentieren, der er på korstemmerne i forhold til førstestemmen.

Lumsk nummeret “Dunker” giver en fantastisk stemmegengivelse; Hver lille detalje og løbelyd fanges smukt og præcist: Alle detaljer og overtoner er klart og tydeligt gengivet, og dynamikken og opløsningen er i særklasse. Bunden er lidt tykt optaget på nummeret, men er
paradoksalt nok meget godt adskilt på Excelsios gengivelse. Lyden er meget naturligt fyldig, men med stram gengivelse med masser af dynamik og hul igennem i både mellemtone og top. Bassen er således meget nuanceret og detaljeret.

Infected Mushroom har den mest rene og klare gengivelse af denne særprægede israelske techno, der længe er hørt, men det ændrer ikke ved en ren og støjfri gengivelse.

Mikrodynamikken og detaljeniveauet er ganske imponerende i diskanten på Agnes Obels ’Riverside,’ og ikke mindst hele nummerets opløsning og dynamik. Det samme gør sig gældende på Dave Brubecks Quartets “Blue Rondo a la Turk” hvor bækkenernes anslag, klanggengivelse og udklingninger er i særklasse, og er enormt levende og realistisk gengivet.

Joja Wendts 88 tangenters eventyr er ekstremt velopløst på kontrabassen; Hvert et fingersanslag på kontrabassen høres tydeligt igennem dem meget velopløste og detaljerede gengivelse med en meget åben top og mellemtone. Gengivelsen er udstyret med et dybt og meget præcist perspektiv der stemmer glimrende overens med den koncert-DVD som cd'en er baseret på. Slagskraften på tangenterne er ekstremt realistisk og øger effekten af, at man føler at man får serveret "sandheden".

På Johnny Cash nummeret “Like the 309” fremstår hans stemme ru, hæs og tør (som den skal). Johnny Cash står ikke i stuen, men når de små pust fra mundvigen høres, er det lige før.


Buena Vista Social Clubs “Candela” har perspektivet hævet en smule horisontalt, men fantastisk opløsning. Optagerum omkring instrumenterne er virkelig godt gengivet og energien fra stemmegengivelsen gør det, sammen med opløsningen, nummeret og fremførelsen meget realistisk.


DSD afspilning virker godt. Afspilningen er på softwaresiden en rodebutik, men det er jo ikke DAC'ens skyld. Der blev brugt forskellige afspilningsprogrammer - rent lydmæssigt dog med samme resultat. Til testbrug blev der hørt Stephen McQuarry Trio "A View to my Heart" og Keith Greeninger "Close to the Soul" i både 2,8Mhz og 5.6Mhz. Da der ikke er FLAC-versioner tilgængelige, er det svært at sige, om det er DSD-formatet eller bare indspilningen, der er godt. Men ganske fantastisk var det dog. Og med en opløsning og fysisk fornemmelse der vidner om en ekstrem detaljegrad og transparens, der ellers ikke er oplevet. DSD er - måske - fremtiden, men 500 mb for et nummer, og nødvendigheden af en doktorgrad i IT teknologi for at sætte softwaren rigtigt op holder ikke. Der skal en plug'n play løsning til! Men DAC'en gør det fantastisk.


Excelsio gør det godt. Rigtig godt. Og at der tilbydes DSD afspilning er bare et stort plus. Lyden er, især til prisen, fremragende, og eneste minus er en manglende dimmerfunktion til displayet, og en manglende fjernbetjening til at skifte kilde. To ting der, i realiteten, intet betyder for selve lydkvaliteten...

Specifikationer:

Sampling: op til 384 khz/32 bit, DSD x54 & x128
Dynamik: 130 dB
Forvrængning: 0,00015% 0 dB ved balanceret udgang
Digital input: 2 S/PDIF RCA COAX, 2 S/PDIF Toslink, 1 XLR AES/EBU, 1 USB 2.0, 1 l2S RJ45
Udgang: 1x Stereo RCA, 1x stereo XLR
Strømforbrug: 10 watt i drift, 0,5 watt i standby
Dimensioner: 43,5 cm (B) x 17 cm (D) x 7 cm (H) - 5 Kg.

Pris: 16.295,-

For yderligere information, kontakt
Importør:
Exotic Audio
www.exoticaudio.dk
Willemoesgade 14 kld tv
2100 København Ø
email: info@exoticaudio.dk
Tlf. 35 11 27 70


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: