Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Piega Classic 40.2

Stor lyd i små rum - Piega har med deres nye Classic serie kreeret en sand lille perle

Med en kampvægt på 42 kg er Classic 40.2’erne noget tungere end man lige skulle forvente af en højttaler der kun er lidt over en meter høj. Med en kabinettykkelse på 25mm MDF, adskillige lag finer og en del intern afstivning har vi en del af forklaringen. Det begrænser dog også det interne volumen til 80 liter. Under højttalerne er der et par solide fabriksmonterede metalfødder.



Diskanten er Piegas egen LDR2642 mkII bånddiskant der erstatter den oprindelige 2642 der har været i brug siden 1986. Bånddiskanten bruger aluminiumsfolie med en tykkelse på 0.02mm. Med en vægt på 7 milligram er enheden tillige blandt de letteste på markedet. Magnetsystemet er baseret på neodymium, og tillader op til 100 watts belastbarhed. Ifølge Piega er selve svingspolen lavet således at der tages hensyn til forskellene i magnetfeltet og termodynamikken i svingspolekonstruktionen. Foliemembranen er monteret på en glasfiberramme med et sub-chassis af gummi for at opnå maksimal dæmpning og stivhed. Resultatet er ifølge Piegas egne målinger en enhed med ekstremt lav forvrængning og reelt set ingen resonanser. Det hele er indkapselt i aluminium. Vi har desværre ikke adgang til testudstyr der er avanceret nok til at efterprøve informationerne. Frekvensresponsen siges at være 26-50hz og sinustoner indikerer at det næppe er helt ved siden af.



Bas-mellemtone enhederne er 2x7” specialfremstillet af Scan-Speak, såkaldte MDS-konus enheder med glasfibermembran. Delefilteret er et 4 ordens Linkwitz Riley, med skæringsfrekvenserne 150hz og 3.2 Khz og 93dB følsomhed med en mindste modstand på 3,7 Ohm. Der er tale om en 2½ vejs basrefelekskonstruktion. Det interne dæmpningsmateriale er Idikell. Der er biwiring terminaler, og det testede eksemplar var i en særdeles lækker sort Pianolak.

Det hele er pænt, velbygget, og ganske lækkert udført. Selvom højttaleren ikke ligefrem er lille, så er den på forunderligt vis meget lidt dominerende i stuen.



Toe-in er nemt, omend diskant sweetspot er en smule smalt i den benyttede opstilling.

Højttalernes samlede æstetiske indtryk ligger højt på WAF-skalaen, og der er en smule monolithdesign over det. Nappalæderet ser, sammen med pianolakken, ganske dyr og eksklusiv ud, og bør nok parres med et pænt schweitzisk ur.

Lyden
Overordnet og generelt er det ingen hemmelighed at denne højttaler har en stor stjerne i denne anmelders bog. Lyden er forholdsvis neutral, ubesværet, luftig, fintmasket detaljeret, og med en rigtig pæn dynamik for en forholdsvist almindelige hifihøjttaler.

Tag nu blæsergengivelsen på Dave Brubecks “Take five”, der er eksemplarisk. Nummeret har en masse rum og luft, og diskant og mellemtone er en ren opvisning i detaljeformåen.




Michael Jacksons “Beat it” har gode stemme-ekko effekter på omkvædet. Nummeret fremstår meget stort og åbent, og detaljeringsniveauet gør, når der er variationer i hvor højt der bliver sunget i mikrofonen, hurtigt at man husker at det er studienummer, for det smæk der er på mellemtonen og timingen i nummeret gør at man nemt kunne tro at man sad med en særdeles vellykket liveindspilning.

Rodrio y Gabriela’s  Hanuman har en overraskende stor dynamik, og rækker ligeledes noget længere ned i registret end man lige forventer. Kompression i bassen sætter ind forholdsvist sent, og taget de 2x7” enheder i betragtning er det ganske godt gået. Nummeret leverer en overbevisende timing og samtidighed der gør det både meget præcist, og samtidigt autentisk at lytte på da det har en liveagtig trykfornemmelse, der leveres i bas og nedre mellemtone. Herudover er detaljeringen rigtigt fin, især de lettere skjulte claves der er med på nummeret kan klart og tydeligt høres. Gengivelsen hænger rigtig fint sammen, og er rent tonalt minimalt mørk uden at være decideret lukket i mellemtonen. Diskanten mangler dog at åbne det sidste op og give den helt rigtige metalklang.



Dire Straits “Sultans of swing” giver et perspektiv der er meget horisontalt centreret, og så stort set nøjagtigt imellem de to diskantenheder rent højdemæssigt. Der spilles sammenhængende med god opløsning og detaljering, og der leveres den fornemmelse af ægthed i både sangstemme og elbas som der skal være. Bækkendetaljer på trommen fremstår ekstra tydeligt og er nemme at høre, men uanset hvor detaljeret gengivelsen er, så kan den ikke sløre at diskanten har en afbøjning der gør at bækken og elguitar aldrig gengiver den helt korrekte metalklang.

Lisa Ekdahls “Papillas samba” bliver gengivet meget detaljeret, alle små detaljer er med, og man føler - på den gode måde - at man er med i vokalboksen i studiet. Samtidigheden og timingen i nummeret er rigtigt god, og man kan høre alle de små nuancer og effekter der er lagt ind nummret, men stemmen, og vokalboksens optagerum, står klart, tydeligt og føles helt fysisk - det er hifi på den gode måde.

De gode rytmer med trommesættet fortsætter på Apocalytpticas “Worlds Collide”. Trommesættet har nemlig godt med luft, faktisk så meget at man uden problemer kan høre de studierene bækkenindspilninger. Celloerne derimod mister dog lidt af overtonegengivelsen pga. diskantens afbøjning og højttaleres lettere mørke klang. Ellers er ruminformation, detaljer og og luftighed fornuftigt gengivet hele vejen igennem. Lilletrommeanslagene måtte dog gerne have haft noget mere attack og agressivitet.


Bassen er dyb og ganske hårdtslående, på Royksopps “What else is there -  Trentemøller remix” leveres varen overraskende dybt og og energifyldt.

Lumsk nummeret “Dunker” byder på en enormt velartikulerede bas der sætter tempoet på dette nummer der pga. sin evne til at at få samtidigheden i indspillingen til at fungerer helt, og ikke mindst fremstår så symfonisk og orkestreret som man må antage at det er ment. Sangstemmen og et fint optagerum, og da nummeret er en smule til den lyse side fremstår det med Classic 40.2 lidt mere afbalanceret i diskanten, dog uden at vejrtrækningsdetaljer eller andet andet går tabt. Tromme-tam rundgangen er ekstremt vellykket.



JoJa Wendts “Mit 88 Testen um die Welt” er en fin opvisning i detaljering og mikrodynamik, bassen er overraskende dyb, men den ellers tørre og præcise bas mister dog detaljer og nuancering når det rigtigt går løs i de dybeste toner. Men man kan heller ikke forvente mirakler af en i forvejen overraskende god og dyb bas.

Den dybeste bund er der, og den fungerer fint impulsmæssigt, men der er også noget kompression at spore, ved eks. Rage Against the Machines Take the power Back”. Det er dog ikke ret meget i forhold til hvor lavt i frekvensområdet det begynder, og som før nævnt skal det også tages i betragtning at der kun er to 7” enheder tilgængeligt.

Samlet set
Man kommer ikke uden om at der er en lidt kompression i den nederste bund, og en minimal smule i diskaten, der samlet set giver en smule mørk glød til lyden. Men Classic 40.2 har herudover en sammenhæng i lyden, en timing og klarhed som gør den til et ekstremt godt bud på et oplagt køb i -40.000,- klassen.

Pris: 18.999,- per styk, 37.998,- for et sæt

Specifikationer:

Anbefalet forstærker: 20-250 Watt

Følsomhed: 93 db/W/m

Impedance: 4 Ohm

Frekvensområde: 26 Hz - 50 kHz

Dimensioner: 120 x 30 x 42 cm

Vægt: 42 kg

Forhandler/imortør
AV-Connection A/S
Kærvej 71-73
6400 Sønderborg
Tlf. 7442 1078
E-mail: info@av-connection.com
www.av-connection.dk

Piega får sin egen dedikerede hjemmeside her:
www.piega.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: