Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

RHA T20

I det skotske højland sidder en flok audionørder du aldrig har hørt om - og de laver in-ears der er lige så gode som deres whisky

Skotske RHA Audio er ikke specielt kendt herhjemme, faktisk er de så ukendte at de ikke havde nogen dansk distributør da vi første gang hørte om deres produkter. Det er der lavet om på, og dermed var vejen også banet for en anmeldelse af firmaets topmodel T20.

Modellen er i Danmark blevet prissat ret aggressivt til 1749,-, hvilket er en del billigere end den tidligere er blevet solgt til – bl.a. i Københanvs Lufthavn - og det er faktisk også er under den officielle pris i Storbritanien.

T20 er udstyret med dobbelt svingspole, og i realiteten har man lavet et tovejs system da selve enheden også er todelt, den inderste del af selve driveren er koblet til den inderste svingspole, og den yderste del af driveren til den ydre svingspole. De fungerer uafhængigt af hinanden, og tager sig af hvert sit frekvensområde; det inderste håndterer diskant og øvre mellemtone og det yderste del tager sig af nedre mellemtone og bas.

Selve huset er i støbt stål,, og det kan både ses og høres. Selve bøjlen til at fastholde huset sidder fantastisk godt fast, men den hverken klemmer eller trykker noget sted, og er ganske fleksibel. Også den er lavet i et metalisk materiale, og fuldender den kvalitetsfornemmelse man får. Selve øreproppen sidder fast på et tuningsfilter der kan udskiftes, og man kan således veksle mellem neutral, bastung og diskanttung tuning. Testen er gennemført med det neutrale filter, men det bastunge filter kan absolut anbefales til technofans, mens diskantfiltret ganske vist lægger mere vægt på de høje toner, uden at man af den grund får skåret trommehinden ud af kraniet. Basfilteret kan bedst beskrives som at få monteret en subwoofer direkte i øregangen.



Selve ørepropperne fåes i sæt af to, standard sidder der silikone på, men der er også double-flange og memory foam, sidstnævnte støjisoleret yderligere, omend at standard sillikoneudgaven nok vil være nok til de fleste. Der er i alt 10 sæt, så det burde være muligt at finde noget der passer til den enkeltes øre og smag inden for støjisolering. Testen er foretaget primært med standard dobblelagssillikone ørepropper. De kommer i en slags holder/ramme som gør det nemt at holde styr på de forskellige størrelser og typer.
 
Kablet er lavet i iltfri kobber med forgyldte tilslutninger, stikkene er forstærkede, og kablet er beklædt med en form for gummi. Det hele virker ganske holdbart og gedignt lavet.

Der er også en bærepung i læder med, og det er meget gennemført med fokus på kvalitet. Designet er lidt specielt. Selve huset er nærmest formet som den inderste del af det ydre øre, og marketingmaterialet fremfører at det er for at øge støjisoleringen. Det virker, og det ser heller ikke dårligt ud.

Lyden

Generelt er det neutralitet, åbenhed og detaljeret dynamik der er kodeordene. Det er den type produkt der er svært at beskrive fordi at de ikke rigtigt gør noget forkert, ikke engang prisen, og man ender med at lave en lettere lalle-glad anmeldelse da der ikke rigtigt er noget der trækker ned - en type produkt der desværre heller ikke er så mange af. Men vi gør dog vores bedste i den følgende tekst.

 

Billie Holidays “Day in, Day out” har flere enormt positive tilvejebringelser. Først og fremmest så er blæsergengivelsen med det helt rigtige "trut" og skarphed i afslutningen. Der er det "rigtige" rum og luftighed i diskanten, og både makro- og mikrodynamik er det bedste denne skribent endnu har hørt i et sæt in-ears der kunne betales. Stortrommens energiudladning er ramt lige i rumpetten, og opløsningen gør at gengivelsen er virkelig gennemført. Man må så leve med det relativt høje støjgulv indspilningen har, og det er jo nok ikke noget der lader sig ændre. Herudover skal der lyder et stort bravo for måden som stemmen niveaudifferentieres og ændres på fra det ene øjeblik til det andet.

Queens “I’m going slightly mad” har en detaljegrad og diskantseparation de fleste gode højttalere vil være misundelige på, samtidigt med at detaljeniveauet er ekstremt højt.  Efterringningerne på lilletrommeanslagene er noget af de bedste der er hørt, og lyden er omsluttende men stadig med en klar definition af de enkelte instrumenter, ekkoeffekter og hvad der ellers er.

Det er bemærkelsesværdigt hvor mange detaljer der er kommet med på Rammsteins “Mein Land”. Violinensemblet høres klart og tydeligt i baggrunden på hele gengivelsen på trods af at nummeret er en veritabel mur af lyd, og på mange lp overspilninger kan de små skjulte knas og hvin rent faktisk høres.

 

Michael Jacksons “Beat it” har meget klare kordetaljer, drivet i grundbeatet leveres noget separeret fra resten af nummeret, men separationen af enkeltelementer er også en af RHA T20's store forcer. Anslagsenergien i mellemtonen leveres ganske overbevisende, og dynamikken nærmer sig dermed en traditionel over-ear hovedtelefon i den bedre ende.

Dire straits “Sultans of swing” leverer en god transientkontrol ved tamslag, men uden at slaget/ekoet ved anslaget mistes. Bækkenanslag leveres med den korrekte metalklang uden at blive fnidrende, og Fenderguitaren lyder af Fender. Et par enkelte voldsomme rumlelyde/drøn afslører også at det er en overspillet vinyl der er master på nummeret, og ikke HDCD versionen der normalt bruges. Mark Knopfler har en god dybde i stemmen uden at blive til Johnny Cash.

 

Der er ekstremt meget hul, præcision, transientkontrol og hul igennem på stortrommen på Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little”. Bassen anes bag stortrommen, og kunne godt være lidt bedre defineret. Her er det dog nok den på dette nummer valgte forstærker der er problemet, for T20 kræver mere end bare en alm. lille hovedtelefonforstærker for at spille optimalt.

Med Joja Wendt og hans "Mit 88 Tasten um Die Welt" er klaveret er virkelig godt gengivet, rum omkring instrumenter og opløsningen er yderst imponerende, især med tanke på at det er et sæt in-ears til under 1800 kroner. Her er T20 umiddelbart uden for enhver konkurrence af hvad vi har haft på testbænken de sidste mange år. Igen er differentiering og fintmasketheden af energienniveauet på anslaget på de enkelte tangenter fantastisk, og selvom det aldrig kan blive det samme som at være til koncert, så nærmer vi os trods alt kraftigt. Bassen er kælderdyb men stadig præcis og det overskud, headroom der er i gengivelsen er sublimt med prisklassen in-mente.

 

Dave Brubecks ”Take Five” er dybest set bare en gentagelse af overstående, nu med blæsere. Der er usædvanligt meget hul igennem, og den måde energien gengives i et  blæserinstrument gør det uden tvivl den mest realistiske altsaxofon-gengivelse der er hørt inden for hovedtelefonkategorien. Realismen i gengivelsen er i det hele taget endnu en gang meget imponerende.

På Lindemanns ”Skills in Pills” formår T20 som stort set de eneste hovedtelefoner testet at separere instrumenterne på titelnummeret og samtidig at gengive detaljeret, især i bassen, der dog stadig har sin energi bevaret. Samme mønster gentages med Don Turbolento hvor den meget energifyldte dybdebas rent faktisk er defineret og hørbar.

Lumsk-nummeret "Dunker" fremstår med tydelige rumdetaljer fra optagestudiet. Den fine norske stemmepragt fra Stine-Mari Langstrand fremstår så flot og ren som man nu kan forvente det, dynamikken og anslagsenergien i mellemtonen er ganske imponerende på lilletrommeanslagene, og timer perfekt med basgangen og de små diskrete anslag på guitaren.

Har man hang til Infected Mushroom giver T20 også mulighed for at få motioneret øregangen med stenhård og knusende præcis bas, dog uden at mellemtonen lider under det. Selv med basfilteret på synes der ikke kvalitativt at være mangler.

Johnny Cash ”A boy named Sue” giver et godt stereobillede, men Johnny Cash stemme og liveoptagelsens rumgengivelse er den virkelige stjerne. Gengivelsen er klassisk Cash, og den indlevelse der er i stemmeføringen kan kun få matche, og det fanger T20 på glimrende vis.

 

Der er ganske gennemgående et enormt overskud og nærmest luftighed i gengivelserne, og en ro at spore. Lisa Ekdahl ”Vem Vet” er en fornøjelse uden lige, og så er der endda små fraseringer på basguitaren som man stort set aldrig hører med in-ears der kan høres tydeligt. Instrumenterne har lidt mere luft at gøre godt med, og det gør identifikationen meget nem, uden at man har behøvet at komprimere noget sted. Vem Vet nummeret kan nemt lyde fersk og lidt spidst hvis afspilningsudstyret bare har de mindste smule lyse tendenser, men her kan man måske synes at bassen er svagt hævet i niveau og modvirker dette.

Sammenlagt
Den danske pris er endt på ekstremt aggressive 1749,- kroner, og det er ret svært at se at der generelt skulle være nogle reelle konkurrenter, heller ikke på en absolut skala, medmindre man er villig til at betale urimeligt mange penge.

RHA T20 er det tætteste man kommer på at skrue et sæt gode højttalere direkte ind i øret. Opløsningen, dynamikken og energigengivelsen er imponerende. Prøv dem før din nabo.

Pris: 1749,-

Specifikationer:


Drivers DualCoil Dynamic
Frequency range 16-40,000Hz
Impedance 16 Ohm
Sensitivity 90dB
Rated/max power 2/5mW
Weight 39g
Cable 1.35m, multicore OFC
Connections 3.5mm, gold plated
 

For yderligere information, kontakt importøren
Lydportalen
www.lydportalen.dk
Sankt Nikolaj vej 8
1953 Frederiksberg C
Tel: 39 95 11 22
frb@lydportalen.dk



 

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: