Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Dali Zensor 5 AX

Bluetooth med Power?

Ja, nu har de så haft fast plads ved siden af mine egne, gamle Dali 104 i et flere måneder takket være en tålmodig udlåner. To slanke hvide højttalere, som der af pladsmæssige grunde er blevet set skævt til i familien: Og er det nu virkeligt nødvendigt med flere højttalere - og kan du i det mindste ikke skynde dig lidt at få skrevet? (Ja, det var det, og nej, det kunne jeg så ikke)

Dali Zensor 5AX er den anden aktive bluetooth højttaler i Zensor-serien fra den velrenommerede danske højttalerproducent Dali, som også rummer reol-lillebroren 1AX, der blev sendt på markedet fra 2011.
Dali Zensor 5 AX er et to-vejs aktivt gulvhøjttaler sæt, hvor forstærkeren som master er placeret i den ene højttaler og den anden er slave og kabelforbundet.Forstærkeren, der er monteret i den venstre højttaler, er en 2 X 50 w class D fuldt digital  og har jf. Dali fokus på at levere så neutralt et signal som muligt via indgang. Det er samme forstærker som i reol-modellen 1 AX i øvrigt.

 



De 2 woofere er 5 1/4" enheder med særligt store cones af papir/fibre for at sikre lethed og styrke, jf. Dali med særligt fokus på at levere godt i det sarte mellemtoneområde. Tweeterne er 25 mm soft dome tweeter. Bassporten er placeret på fronten lige under wooferen.

Dali’erne har en Bluetooth (Apt-X), en minijack og en optisk (toslink) indgang. Og har derudover mulighed for at tilslutte en subwoofer, hvis man ikke kan få rumlen nok.
Den slanke højttaler leveres i 3 modeller, en sort valnød, en asketræ og en hvid højglans finish. De er lavet i MDF-plade foret med lyddæmpende materiale på udvalgte, indvendige sider af hensyn til præcision i bas. Dalier’ne er monteret på en metalfod, hvor der yderligere kan monteres spikes, hvis man er frisk på at risikere de nyhøvlede fyrretræsgulve.



Højttaleren styres med en lille fjernbetjening, som man skal passe på ikke forsvinder - du kan dog styre visse funktioner bag på den venstre højttaler - lydstyrke og enhedstilslutning. Du kan styre lydniveau, tænd/sluk, signalkilde, muteknap. På fronten bag det sorte frontstof, er en lille lysindikator, der angiver hvad du har gang i - blå bluetooth, grøn analog, gul optisk, rød slukket. Det kan faktisk være lidt svært at se lys-indikatoren, hvis der er et minimum af lysindfald i stuerne, så der har været lidt med at skygge med hånden for at se, hvad der skete.

Tilslutningen til højttaleren foregår supernemt, de forskellige enheder, tablet, mac, pc, iphone huset byder på, finder let 5 AX’erne, og kobler let til. Det er let at få enhederne til at slippe opkoblingen med release-knappen på fjernbetjeningen - så far so good. Der blev oplevet lidt elektrisk knasen/støj på et tidspunkt, men det tænkes ikke at være højttalernes skyld og at bluetooth bare en gang imellem ikke er helt stabilt, er nok heller ikke højttalernes skyld (men det er mega-irriterende alligevel)

Test-set uppet for at tjekke med musik er forholdsvis enkelt med iPad, Tidal streaming tjeneste i lossless kvalitet og en playliste, udvalgt til formålet - med fokus på at dække forskellige musikalske udfordringer.

Vi starter med fokus i bunden med Daniel Lanois "Falling at your feet" fra albummet Shine, for Daniel har virkelig en ting med bas. Dels er lyden krævende, med masser af dybde og bredde, men også med en forkærlighed for en særlig 70’er lyd med godt med mellemtone, som tít er næsten uspilleligt for mindre højttalere, da det overtager hele billedet.



Dalierne klarer sig rigtig godt her. Den helt dybe bas er godt præsenteret og fylder diskret men alligevel rimeligt distinkt rummet. Det mellemste og øverste basregister står også veldefineret og tydeligt i rummet, til stede uden at dominere og levner stadig plads til alt det andet i musiken. ellers skal især fremhæves fra Falling, at Dali’erne leverer flot og detaljeret , med en god opløsning, der gengiver detaljerne i musikken fint, trommerne lyder rigtigt godt her, klangfladerne flyder diskret rundt, guitarer kan tydelig skilles ud, i det hele taget er hele mellemtone området rigtigt godt leveret, også i overgange mellem de forskellig eniveauer, det kan især høres i at vokaler står meget meget fint. Vokalproduktionen er faktisk et stykke for sig selv, der ligger flere spor og fletter sig ind og ud og ind mellem hinanden, flere korstemmer i flere lag, men især når Lanois og Bono synger op mod hinanden, står lydbilledet tydeligt og differentieret, så man tydeligt kan skelne, hvem der ligger hvor i forhold til hinanden, hvem der er længere væk fra mikrofonen og hvem, der er helt tæt på og hviske. En lille udfordring er måske diskanten når der skrues lidt op, som står let vel skarpt i de højere frekvensområder, og måske lægger en lidt skarp tone på især guitarer og vokaler. enkelte gange var jeg faktisk i tvivl, om der var lille forvrængning.



Jaco Pastorious debut album Jaco fra 1976 er siden udgivelsen blevet en af de grundlæggende bibler for bassister og har sat nye standarder i forhold til teknik og lyd, og, l hans big band arrangementer er også noget for sig. På nummeret Kuru/Speak like a child viser Jaco rundt i hele spektret omkring den båndløse bas. Dali’erne levere her nuanceret, præcist og dynamisk både i det helt dybe og i i de højere lag af dybe frekvensområde, man kan tydeligt høre varmen i alle tonerne ( og der er mange). I mellemtoneområderne, især i det lidt højere, er der en god detaljerigdom fra hele bigbandet, hvor dels lyden i klaveret kan fremhæves for en både varm og distinkt representation, men også percusiondelen, hvor det er en fornøjelse at høre det smæk, der blandt er i congas og bongos. I de øverste frekvensområder er der en god detaljerigdom, et godt perspektiv, så man kan skelne de enkelte instrumentgrupper tydeligt, og placere dem i studiet, og selvom der er mange instrumenter, er der en god rumfornemmelse omkring alle og alle de små detaljer står klart. Det er stadig et lille vilkår, at når der skrues op, har højttalerne en lille tendens til at blive lidt skarpe.

Massive Attacks Angel fra Mezzanine album (1998). Triphop-genren kræver som udgangspunkt at der med et fornuftigt lydtryk - læs: højt - kan leveres både dyb-bas og dynamik. Dali’erne leverer fint på de fleste af delene, der er den dybe bass leveret i fornuftig kvalitet i forhold til fylde, tydelighed og impact, det er faktisk lidt en fornøjelse at høre den forvrængede monotone bas-drone og man kan tydeligt mærke stortrommeslagene (jaja, de er elektroniske og har aldrig set en trommeslager). Der er en del støjlag med masser af forvrængning på nummeret som Dali’ene håndterer fornuftigt, uden at forvrængning breder sig ud over, hvor den skal være, lydbilledet er både møgbeskidt og rent på samme tid, og vokalen står tydeligt og klart. Højttalerne leverer en god dynamik og selv ved ret lav volumen, kan man sagtens høre Massive med god lyd og god detaljerigdom, men når der skrues op, bliver hele lydbilledet lidt skarpt igen, og man begynder lidt at overveje om det forfærdelig fænomen Loudness nu er indtrådt alligevel.

Stevie Ray Vaughan
Riviera Paradise / In step.
Et dygtigt hifi-track, med lækker lyd på alle hylder, og nogen vil mene, at det er en meget for pæn udgave af SVR, however, så lyder bas, trommer og især guitar fedt. Dalierne leverer igen en flot dyb og fuldfed bund, der får lov til at stå både fyldigt i det helt dybe og distinkt i det øvre basregister. trommerne står også helt skarpt, og er meget nærværende hele sættet rundt, og tommer og tammer har både smæk og tone, og lilletrommen har både dybde og attack. De finere detaljer i bækner og hihat ligger hvor de skal, uden at blive skarpe, men præcise både i hele diskantområdet. Trommerne ligger også megalækkert i hele bredden i hele perspektivet, så man nærmest ser både sættet og trommeslageren for sig i stuen. Nice.
Den største fornøjelse er dog guitaren, som med dynamik, fylde og detaljer virkelig præsenterer SVRs gamle fender strat, du kan høre fingrene flytte sig på gribebrædtet, og høre de små tricks med at knipse ved broen, så overtonerne får lov til at klinge. Riviera er ikke et voldsomt udfordrende nummer i dynamik eller kompleksitet, og det fungerede også fint, når der blev skruet op - det klædte den sprøde guitar rigtigt godt og Dalierne fik præsenteret Stevie Ray-tonen godt.

 

Steely Dan / My rival
Fineschmecker producers fra yndlingsalbummet Gaucho. Her er masser af detaljer og masser instrumenter, dynamik. Når Dalierne holdes på lavt til moderat lydtryk, er de bredt set rigtigt fine at lytte på, instrumenterne står skarpt i stuen, og kan placeres tredimensionelt i rummet i forhold til hinanden. Bas og trommer ligger tæt og solidt i bunden, horn, keyboards, og guitarer står rimeligt veldefiineret og skarpt i mellemtoneområdet og i diskantområdet leveres også, men måske står det helt høje diskantområde lige det skarpeste. Vokalerne, både kor og lead står rigtigt dejligt fyldigt og distinkt, når der ikke skrues højere op, end at man stadig kan få ungernes opmærksomhed uden at skulle råbe.
Igen, skrues der op for Dalier’ne kan de sagtens følge med i lydtryk, men det samlede lydbillede kommer altså til at fremstå en anelse skærende i diskanten , og lavere mellemtone drukner.

Kendrick Lamar untitled/unmastered
Ok, højtalere der hører til i den tid og den musik de er skabt i. Med Kendrick Lamars Untitled, unmastered album leveres helt enkelt dybhavs-bas og skærende skarpe beats i diskanten. Vokalen står råt for usødet helt fremme i lydbilledet, og højtalerne spiller godt op til fest når der skrues højt op, men  bassen bliver altså lidt dominerende og drukner lidt de andre dele, så det, der ligger i diskanten kommer til at svæve lidt skærende og alene - men, beats me, måske er det meningen, når der skrues godt op? Lidt grovkornet, lidt mudret? Det er en lidt ufærdig produktion, men under alle omstændigheder er albummet værd at lytte til. For en sikkerhed tjekkede vi også lige med King Kunta fra det forrige Kendrick album - resultatet er lidt det samme, musikken er i sig selv lidt loudness-agtig, så når der skrues op, kommer der altså smæk på bass og diskant, men også en skærende skarphed og nuancerne glider lidt ud.

Svenske Ghost - som man kan opleve på Roskilde -leverer den mere potente del af testen, med en gang 70’er-inspireret glam-heavy. From the pinnacle to the Pit fra Meliora.
Nummeret starter knaldhårdt med en forvrænget, tung bas som leveres solidt med dybde og attack. Guitarerne lægger sig direkte ovenpå og arbejder med riffs i den dybe mellemtone og da trommerne også er virkelig tunge, kommer Dali’erne virkelig på prøve i forhold til at skabe rum til vokal, keyboards og guitar-temaer i det højere tonelag. Når der i mellemstykket i sangen sættes ind med nuancer, kor, orgel og guitarer, der vikler sig ind i hinanden, mudrer nummeret faktisk lydmæssigt en lille smule til, noget er produktion indrømmet, men det er lidt svært at udskille de enkelte instrumenter og temaer. Igen Der er pænt smæk på Dali’erne og du kan skrue godt op, og headbange løs, men nuancerne får altså et lille hak nedad i mine ører.

Højttalerne blev ellers bl.a. tjekket med:

Tame Impala - Currents (især for bas og nuancer)
Saint Saens - Organ symfonie (for dynamik - tjek det, telarcs udgave)
Miles Davis - Some day my prince will come (trompeten - kræver noget i diskanten)

Højttalerne blev ikke tjekket som hjemmebio-set up, har simpelthen ikke det der tv, men umiddelbart tænker jeg, at de vil være rigtigt gode til en del, da de fremstår meget effektfulde, og virkelig vil kunne give Starwars kampscenerne de jordskælv, der er brug for.

Opsummeret:
Dali 5AX leverer på rigtigt mange måder vellyd med dybde, klarhed, dynamik, præcision og nuancerne præsenteret meget fint, så musikken og musikerne i mange sammenhænge er meget tæt på at stå i stuen, når du lukker øjnene. Dog sker der noget, når der skrues (godt) op - hvor lydbilledet forskubbes lidt, med dominerende bas og skarp diskant, og hvor mellemtonen drukner lidt. Med en højttaler til ca. 7.000 for et sæt, må man så vurdere, hvor meget kul, man har brug for og hvor meget naboerne kan og skal holde til.
Streamingen fungerede fint, setuppet var nemt og med kun et enkelt kabel til at forbinde højttalerne indbyrdes med, og ingen nødig forstærker, vil der kunne stå en stor vase, der hvor hifi-møblet fylder op - hvis man altså har det sådan...

 Specifikationer
Trådløs gulvhøjttaler
2-vejs basrefleks-konstruktion
Indbygget forstærkereffekt: 2 x 50 watt (RMS), digital Klasse D
Delefrekvens: 2.400 Hz
Indbygget Bluetooth-funktion til trådløs musikstreaming fra smartphone, tablet, mobil, PC og Mac
Bluetooth 3.0 aptX
Diskant: 25 mm softdome
Bas/mellemtone: 2 x 5,25" med træfiber-membran
Frekvensgang (3dB): 43-26.500 Hz
Understøtter op til 24-bit/96 kHz opløsning via optisk indgang
Indgange: Optisk digital audio-ind, analog minijack
Udgange: Subwoofer
Auto-tænd på analog og optisk (auto-sluk på Bluetooth)
Fjernbetjening medfølger (metal-fjernbetjening fås som ekstraudstyr)
Spikes og gummifødder medfølger
Energiforbrug i standby: 0,5 watt
Størrelse: 16,2 x 82,5 x 26,7 cm. (BxHxD)
Vægt: 11 kg
Farve: Sort ask, valnød, hvid højglans

Pris: 6.999,- for et sæt

For yderligere information, kontakt
Hifiklubben
www.hifiklubben.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: