Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Pioneer SE-MHR-5

Pioneer vil også have en bid af mellemsegmentet, men kan de levere?

Pioneer vil også have en bid af mellemsegmentet, men kan de levere?

SE serien er Pioneers bud på ægte head-fi, topmodellen hedder Master-1, og koster halvanden spids af en jetjager.

Stilen er Pioneers nye meget rene design, hvor man stadig kan klappe ørepuderne ind i bøjlen for maksimal rejsevenlighed.

SE-MHR-5 indgår i Pioneers Hi-Res Audio produkter, og det vil sige at specifikationerne pludselig lover 7-50.000 Hz gengivelse, og hører til den såkaldte “Pure Audio” linie.
Disse ikke er tunet/voicet til en bestemt type brug, i modsætning til mange af Pioneers andre produkter, som dermed reelt er applikations-specifikke.

Ret usædvanligt er hovedtelefonernes enheder lavet som en basrefleks-konstruktion, nøjagtigt som vi kender det fra en traditionel højttaler. Pioneer mener at dette skulle blokere udefrakommende støj også. Marketing-materialet, der i øvrigt er blottet for nærmere detaljer omkring de mange påstande, nævner ikke specifikt hvordan. Enhederne skulle være avancerede og med en kraftig magnet, hvordan og hvorledes har man dog ikke belemret sig med at oplyse noget om, andet end at de er standard-størrelse 40 mm.
Det skal dog noteres at selve hovedtelefonen stadig er lukket da den er møntet på transportabel brug, altså en slags dobbelt konstruktion.

Der er naturligvis både memory-foam og syntetisk læder på både ørekopper og selve hovedbøjlen som det må forventes når prisen er lige under 2000 kroner.

Der er et noget anderledes kabel med, nemlig et balanceret 2.5mm jack-kabel som Pioneer mener giver en langt bedre lyd, samt et normalt et af slagsen som vi kender det fra langt de fleste produkter.
Det er ret usædvanligt med et balanceret minijack kabel (som så er med microjack i dette tilfælde) i denne prisklasse, men det er en velkommen tilføjelse. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved om hvor mange af de potentielle kunder der har mulighed for at udnytte det.  

Det er lidt svært at skaffe oplysninger om de øvrige materialer og udførsel, bøjlen er dog umiddelbart i aluminium, og der er stafferinger med en rødguld/kobberagtig farve flere steder. Kombineret med læderet, syntetisk eller ej, så ser det nu altså ret godt ud.

Samlekvaliteten er også rigtigt fin, hovedtelefonerne sidder godt på hovedet, og sidder fast, uden at virke tyngende. Kvaliteten er ift. Prisen ok, men den totale mangel på brugbare information trækker altså en del ned på ejerglæde barometeret.

Lyden
Pioneer har som før skrevet puttet MHR5 ind i deres Pure Audio linie af produkter, og det kan man godt høre. Selvom om store mærker med mange hundrede af forskellige produkter i et utal af forskellige brancher ofte har en tendens til at lyde piv-ringe, så er MHR5 faktisk ganske meget velafbalanceret i lyden og slet ikke så tosset. Det bliver aldrig skarpt, og lydbillede og instrumentgengivelse på Marianne Thorsens udgave af Mozarts Violin koncert i D major K219 er ganske fornuftig, og der synes ikke at være voldsomme udsvingninger nogen steder ren tonalt.

Luftigheden og detaljer, ja opløsningen i indspilningen dukker virkelig op i Tone Vik og Barokkarnes udgave af Vivaldis “Aria fra Cantrata Rv 679”.  Det er en af den slags numre der i sin DSD udgave burde være perfekt for sådan en Hi-Res hovedtelefon. Vi er ikke oppe i planar-enhed gengivelse, men det er stadig rigtig fornuftigt.


Igen er det en ganske velafbalanceret og homogen på Queens “Im going slightly mad”. Bassen måtte dog gerne have været slået en anelse mere hårdt an, lyden er generelt lidt rund, men med god definition hele vejen. Stortrommen høres fint, men måtte lige som guitaren og stemmen gerne være mere aggressiv. Det er en musiknyder- og ikke monitor-hovedtelefon.

Michael Jacksons “Beat it” fungerer fint, men guitarstrengene er noget bløde i det. Lyden er gennemført behagelige og så homogen som den nu kan være når alle skarpe kanter er filet væk. Skal man have noget lidt mere hårdt, så byder Dire Straits “Sultans of swing” endelig på nogle lidt mere hårde tam, bækken og hihat anslag. Der er metal at hente i bækkenlyde, og de klinger fint og velopløst ud. Guitaren er stadig lige rund nok i det, bassen har til gengæld lidt velfortjent pondus. Mark Knopfler lyder ganske fint og hans karakteristiske stemme er velafpasset i niveau og tilstedeværelse, alle instrumenter og lyde er nemme at identificere, og det er nok MHR-5's største styrke.



På Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er der hug på. Stortrommen får lov at være dynamisk, bassen slå hårdt igennem og vise noget transientvillighed. Tim Christensens optagerum er bibeholdt, og man kan "høre mixet". Det er absolut mere end godkendt fra en hovedtelefon der holder sig omkring de 2000,-.

“The Devil may care” fra Eleonnora Holiday kommer rumeffekterne tydeligt igennem på både stemme og guitar. Især stemmen er forbløfende godt gengivet; klar, ren og med en naturlighed i tonationerne som man ellers skal betale dyrt for andre steder.

Homogenitet samt en fin diskantgengivelse demonstreres på Pink Panther Theme fra Plas Johnson. Blæserne er meget dynamiske og transientvillige, og opløsningen ganske ok. Tonerne fra xylofonen har den rigtige glasagtige fornemmelse, og tonerne hænger længe, måske også for længe, og dvæler, efter at der er blevet slået an.

Der er en god åben gengivelse på både “Keith dont go” fra Nils Lfogran såvel som Dave Brubecks “Take Five”. Genrelt er gengivelsen en smule afrundet i kanterne, men ellers ganske åben og med god luft for en lukket konstruktion.

Samlet set:
MHR-5 er særdeles fornuftigt bygget og lydende. Man kunne frygte for forsøget med basrefleks-konstruktion, men det er faktisk blivet ganske godt. Det er ikke en monitorhovedtelefon med klinisk præcision i diskanten, men det synes heller ikke at være målet. Sub-2000 kroners klassen har fået endnu et produkt man lige er nød til at prøve inden at man køber, og vil helt sikkert finde sit stam-publikum blandt dem der gerne vil have ekstra god lyd på farten.

Pris: Kr.1.899,-

Specifikationer
Lukket hovedtelefon
Kabellængde 1,2 meter
Impedans 45 Ohm
Frekvensgang 7 Hz – 50.000 Hz
Følsomhed 102 dB/mW
Stiktype 3,5mm. mini-jack og 2,5 mm mini


For yderligere information, kontakt
Pioneer Danmark
www.pioneer.dk

 


 

 


 

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: