Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Oyaide Tunami kabler

Det kan godt lade sig gøre at købe gode kabler fra en solid serie, uden at skulle af med sekscifrede beløb. Vi har kigget nærmere på japanske Oyaides Tunami serie.

Oyaide er fra Japan, deres tilgang, fremstilling, dokumentation, og totale stilforvirring understreger dette tydeligt. Men selvom at det er svært at få overblik, og at skrifttypen på hjemmesiden ligner noget fra en datamat der står i en gymnastiksal, så har det ikke forhindret dem i at lave særdeles fornuftige kabler der stadig er til at betale.

Tunami serien kendetegnes ved en virkelig gennemført kvalitetsfornemmelse. Det er tunge materialer, solide konstruktioner, og alt det “ekstra” man normalt skal op i en månedsløn per del for at få - kort sagt et japansk fabrikat når det er bedst. Hele serien benytter i øvrigt gennemgående samme valg i konstruktion og materialer, med mindre afvigelser.

En af de unikke ting ved Tunami serien er brugen af såkaldt PCOCC-A, noget af det reneste kobber penge kan købe, og som i det her tilfælde laves hos en anden japansk producent, nemlig Furugawa. Stik på de forskellige kabler er naturligvis også japanske, og i udgangspunktet lavet in-house.

Tunami serien byder på en del individuelle konfigurationer, så selvom at man kan opnå noget der rent visuelt og opbygningsmæssigt er i samme dur, så koster det ofte en hel del mere.  



Oyaide Tunami II SP-B V2Højttalerkabel
Pris: Kr. 5210,- for et sæt på 2 meter.

Yderskærmen er en Polyurethan skærm, herefter afskærmning med henholdsvis kobber og kulfiber, samt polymer Polyolefin (der bla. bruges i fødevareindustrien) til inder- og yderisolering. Terminalerne er kobber-belagte med en sølv/rhodium-legering.
 
Kablet fremstår tungt og velproduceret, og med en gennemført kvalitetsfornemmelse. Stikkene sidder ligeledes særdeles godt fast, og har en virkelig god “pasform”. Kablet er meget rent i designet, med den hvide yderbeklædning og de sølvfarvede stik.

Kablet er kendetegnet ved en virkelig imponerende åbenhed i lydbilledet, det er stort og flot, men samtidig meget veldefineret på Diana Kralls “Peel me a Grape”.


Der kan gås imponerende dybt med præcisionen bibeholdt på Queens “I’m going slightly mad”, der stadig byder på sammenhæng i lyden, samt en meget tydelig og velartikuleret stemme fra Freddie Mercury. Gennemgående det er en meget luftig lyd, og alle de små subtile fraseringer på bassen går fint igennem.

Enggårds Quartet i D op 76, no 5 finala Presto; En virkelig detaljeret og gennemført gengivelse. Den måde strygerne bliver gengivet på i hele registreret er ganske forrygende, og der er virkeligt hul igennem. De høje toner hænger kontrolleret men korrekt efter, og timingen i instrumenterne er upåklagelig.
Lydbilledet på Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er placeret en smule højere rent vertikalt, men er ekstremt præcist og veldefineret med en rigtig god dybde og 3D fornemmelse / soundstage.

Der er hul igennem på både “Take five” fra Dave Brubek Quartet og Lisa Ekdahls “Papillas Samba” - fælles er at gengivelserne er meget fysiske i den måde energien kommer ud i rummet på, og giver en meget realistisk gengivelse, der er meget kontant og konkret at opleve - noget man ellers skal op i helt andre prisklasser for at opleve.


Opløsning og detaljeringsgrad er generelt decideret fremragende - også på en absolut skala.

Tunami højttalerkablet koster 5200,- for et sæt på to meter - og det er decideret billigt. Der har været andre og langt dyrere kabler til rådighed under testen - men selv om der var frit valg på alle hylder, så ville valget herfra nok stadig ende på Oyaide Tunami. Det kan være en træg omgang at teste kabler - Oyaide Tunami er gør den slags opgaver en hel del lettere.


Oyaide Tunami  GPXe v2 og GPX-Re v2 Strømkabler
Pris: Kr. 3450,- for den almindelige version, og Kr. 5155,- for Re versionen. 
Begge kabler er 1,8 meter.

Der er igen brugt PCOOCA-A, tredobbelt afskærmning og isolering som de andre kabler.

GPXe har et P/C-046Re phosphor-bronze stik med guld/palladium legering, mens GPX-Re har “Aspirin Snow White” kappe i polycarbonat og et P/C-004e beryllium/kobberstik med platin/palladium legering.  


Den væsentligste lydforskel mellem GPXe og GPX-Re er at sidstnævnte gør tingene lidt bedre, med lidt mere ro i lydbilledet og på en lidt mere mørk baggrund, men vi er stadig nede i små nuancer der kræver et i forvejen neutralt og meget detaljeret anlæg.

På Plas Johnsons udgave af temaet til Den Lyserøde panter kommer den dybe del af blæsergengivelsen lidt bedre til udtryk på GPX-Re.


Kvaliteten er meget høj på begge strømkabler - ingen tvivl om det, om man så synes at det er værd at bruge op til Kr. 5155,- på strømkabler, det må være op til den enkelte. For de fleste vil det nok være en god investering at få en elektriker ud i stedet - men har man pengene og anlægget til det er Oyaides Tsunami strømkabler absolut et lyt værd.


Oyaide Tunami signalkabel Terzo RR V2
Pris: Kr. 2410,- for et sæt på 1 meter.

Kablet er udstyret med Genesis stik, kabler er perlemorshvid og som de andre kabler i serien med en leder af PCOCC-A kobber og med samme afskærmning. Det er meget enkelt i sin udformning, men ganske solidt.


Terzo V2 er meget japansk. Det er der bare, det gør ikke opmærksom på sig selv i udseende eller lyd, men det er meget gennemført i sin opbygning og konstruktion, og der kan ikke sættes en finger på det stykke arbejde det skal udføre. Der bydes på et skarpt optegnet lydbillede på Englegårdskvartettens stryger magi. Diana Kralls “Peel me a grape” er virkeligt godt gengivet, og der er ingen synderlig sonisk signatur; alt sidder neutralt i skabet, og niveau-differentieringen på numrene er korrekt ramt. Tonerne fra både klaver, guitar og bas får lov at hænge længe nok i luften til at det føles korrekt. Optagerummet og henfald af energien i musikken er også godt ramt, og det er få millimeters forskel i øvre mellemtones åbenhed der er differencen mellem Tunami Terzo RR V2 og reference-gengivelsen af dette nummer.


Man behøver ikke at sige så meget om Tunami Terzo - det er meget åbent og neutralt, og til prisen er det underligt at det ikke pt. er at finde som reference i alle hi-fi hjem. 


Oyaides kabler skiller sig ud, der er ingen overdreven markedsføring, æstetikken er holdt funktionel, lyden er ren og neutral, og priserne er ganske rimelige, alt det vi ikke er vant til med hifikabler. Tunami bekræfter alle positive foredomme man måtte have om japanske produkter - og det er der mange der vil finde stor glæde ved.


For yderligere information, kontakt
Importør
Exotic Audio
www.exoticaudio.dk
Willemoesgade 14 kld tv
2100 København Ø
email:info@exoticaudio.dk
tlf. 35 11 27 70



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: