Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

B&O Play H7

B&O Play fortsætter med at kombinere god ydelse, høj kvalitet, funktionalitet og rimelige priser - denne gang som over-ear trådløs hovedtelefon.

B&O Play har et efterhånden ret stort program med en blandet landhandel af on/over-ear, kablet og trådløst, samt med- og uden støjreduktion. H7 er over-ear og trådløse, og holder sig lige under de 3.000 kroner for et par.

Designet er det sædvanlige, stilrent, minimalistisk, og stadig fokus på at fremvise at man har benyttet “gode råvarer”.



Puderne er i lammeskind med memory-skum, og er lavet således at de ikke slides hårdt, men mere får patina ifølge B&O Plays presseafdeling. Aluminiumsbøjlen er beklædt med tekstil og læder, og selve ørekopperne er formgivet i anodiseret aluminium.

Batterilevetiden er opgivet til 20 timer - hvis man ellers kan styre lydniveauet kan man nu sagtens ramme de 24 timer. Batteriet skiftes overraskende nemt - men at bruge hovedtelefoner 24 timer i træk er næppe sundt uanset hvad. Der kan også benyttes kablet forbindelse, og det må så absolut anbefales, for her blomstrer H7 for alvor. I ægte EU direktiv-efterlevende, politisk korrekt tone er der naturligvis auto-sluk inkluderet.

Der er naturligvis lavet en matchende B&O app.



Der er AptX. Bluetooth 4.2, en samlet kampvægt på 280g, Jacob Wagner design og “40 mm drivere”. Her havde det måske været smart at være lidt mere specifik, for resten af design og hovedtelefonen er nu ganske godt lavet, og rent kvalitetsmæssigt matcher det til prisen. Den ikke eksisterende omtale af det helt centrale, nemlig driverne, giver derfor for hi-fi nørden et forkert indtryk af et underlødigt produkt, og det burde man hurtigt kunne forhindre ved at rette på hjemmesiden.

Det store party-piece er betjeningen via ørekoppens aluminium-overflade. Det skal man lige vænne sig til, men det forekommer hurtigt naturligt.



Omend at hovedtelefonerne er ganske komfortable og at den trådløse del fungerer virkelig godt, så fås det bedste resultat ikke overraskende med en rigtig og kraftig hovedtelefonforstærker, og det er utroligt så meget mere ro og overskud H7 spiller med hvis man benytter en sådan.

Lyden
Et afgørende punkt er at der ikke ændres tonal balance ved ændret volumen, og her er der point til H7. Der spilles dybt men med slank bas. Bassen er i øvrigt noget strammere i kablet version. Generelt er lydsignaturen til den lyse side som langt de fleste andre B&O produkter vi har prøvet.
Vivaldis “Cantara Rv 679” fra Tone Wik & Barokkanerne på DSD er ganske velopløst, luftigt, letflydende, og ikke mindst detaljeret. Overraskende positivt.

Der er ligeledes overraskende mange detaljer fra lilletrommeanslagene på Rammsteins “Mein Land”. Stortrommen er svagt lys i gengivelsen, men til gengæld er den ikke overdrevet.



Led Zeppelins “Whole lotta love” har ikke helt den åbenhed man får med en åben konstruktion, men det er stadig ganske fin. Opløsningen, detaljegraden og skaleringen af detaljerne i musikken er ret god, kombineret med en ganske god impuls-respons. Lyden er generelt en smule tyk og massiv, men dog uden at det bliver påtrængende.

 

Michael Jacksons “Beat it” er noget mere indelukket i vokalen end åbne referencehovedtelefoner, men i prisklassen og konstruktionsprincippet taget i betragtning er det ganske ok.

Queens “Innuendo” er ganske dynamisk på B-stykket, klart, veldefineret, og plasticklangen på den spanske guitar høres tydeligt, og det samme gør de multiple lag i det klappekor der følger med.

Dire Straits “Sultans of swing” fremviser guitar-anslag der er fine i deres klang og lyd, men tam-slagene mangler noget energi og metallyd, som om at overtonerne er der, men noget af grundtonen mangler. Stemmen står fint, men en smule reserveret, og er lidt mere bag instrumenterne end normalt.

 

“Cuarto de Tula” fra Buena Vista Social Club er lidt lys i lyden, mange af slaginstrumenterne træder tydeligere frem, men der går også lidt lys overgang i nogle af harmonierne i stemmerne, og der mangler noget definition og kød på blæserinstrumenterne.

Engegård Quartets “Haydn String Quartet i D, op76, no 5 finala Presto” giver tydelig gengivelse af åndedrættene i starten, en detalje der ellers ikke altid kommer med. Gengivelsen er meget ren, og ganske velafbalanceret i sit udtryk, men dog afrundet en smule i diskanten. Der kan nemt identificeret flere lag i gengivelsen, og for et par 3.000 kroners hovedtelefoner er det slet ikke dårligt.

Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er måske svagt mørkere i bassen end normalt, men gengivelsen har en god gennemslagskraft i bassen, stortromme-anslagene er så tilpas detaljerede at man kan høre det lille anslag hvor pedalhovedet rør trommeskindet, men pedalen endnu ikke har fået den fulde anslagskraft. Tim Christensens stemme er i øvrigt dejligt velafbalanceret.

Elonnora Holidays “The Devil may care” er ganske nærværende i sit optagerum, dog uden at rumklang/ekkoeffekterne går tabt. S-lydene har det dog med at gå en smule i overgang og selvsving med enkelte af guitartonerne. Stemmegengivelsen er ellers ganske fin, og anslagsefterklangen på bassen går tydeligt igennem, slet ikke dårligt for noget der reelt markedsføres som et designprodukt.

B&O Play fortsætter den gode stime ved at bringe det klassiske B&O design sammen med en pris/ydelse der rent faktisk kan forsvares. Designprodukt eller ej, så lyder H7 altså særdeles fornuftigt og er stadig lækkert lavet.



 Den bedste anbefaling man kan give når man anmelder produkter er om man ville bruge sine egne penge på produktet, og i tilfældet med BeoPlay H7 er svaret ja – hvis man er på udkig efter transportable, trådløse hovedtelefoner med et moderne udseende, og en lyd der absolut er til at holde ud. Pendler man med offentlig transport eller lignende, så bør man nok købe H9 der er samme hovedtelefon - bare med støjreduktion.

Pris Kr 2.999,-

For yderligere information, kontakt
B&O Play
www.beoplay.com



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: