Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Stage Accompany M-57 og HE50

Vanvittig D’Apolitto med 12” enheder og en kampvægt på små 100 kg

De fleste kender bånddiskanter, men hvad få ved er at et lille ukendt hollandsk firma har været med til at udvikle teknologien til de store heftige udgaver vi kender fra i dag. 

Bånddiskanter giver generelt en mere hurtig og let lyd, men er skrøbelige og har svært ved at håndtere store effektmængder. Dette løser Stage Accompany og i 1986 lanceres der to forholdsvist ens produkter på markedet, nemlig Philips RSQ8P til hifi-folket og Stage Accompany SA8520 Ribbon Compact Driver til det professionelle marked. Enheden er en fællesudvikling fra begge sider, og nutidens SA8535 er en videreudvikling af denne. Der er reelt tale om en planar magnetisk enhed, Stage Accompany kalder det selv en “Ribbon Compact driver”, ikke at forveksle med en kompressionsdriver som skal koble til en hornladning eller lignende, eller for den sags skyld en ren bånddiskant, der er reelt tale om en afart af bånddiskanten.

SA8535 Ribbon Compact Driver
Selve materialet til membranen er noget så usædvanligt som støbejernsbelagt plastikfilm. I modsætning til traditionelle dynamiske enheder er der ingen svingspole, og man har brugt neodyniummagneter i stedet for jern. Det giver en voldsom evne til at flytte luft på meget lidt plads, og med meget begrænset forvrængning. Stage Accompany selv sammenligner i højere grad deres diskanter med kompressionsdrivere rent ydelsesmæssigt en med rene bånddiskanter. 




Og det giver nogle noget bedre egenskaber: Frekvensgangen går nu helt ned til 1 kHz, noget man normalt forbinder med waveguides og horn, der kan håndteres op til 2000 Watt og følsomheden ligger på 107 dB. Kobler man dette sammen med et par kraftige SA1205 12” basenheder, så kan man således springe mellemtonen over og lave en stor D’Apolitto konstruktion. Primære ulempe ved SA8535’eren er en begrænset vertikal spredning, til gengæld er den horisontale spredning ualmindeligt god. Magnetfeltet er ganske stærkt, der er derfor brugt ikke-magnetiske skruer, og det er forbudt at bruge en normal skruetrækker i nærheden af diskantmodulet da magnetfeltet vil trække denne direkte ind i enheden.

M-57
Væggen i højttaleren er 30 mm, taget basenhedens vægt og tykkelse i betragtning er det ganske fornuftigt. Indersiden er foret med gul akustikdæmpende materiale, og kabinettet er i det hele taget lavet ekstremt stift, naturligvis med afstivere, men det ender også med at gøre at højttaleren vejer 94 kg stykket. Intern kabling er også udført ganske fornuftigt med ordentlige kabler og klar farvemarkering på alt.




Selve overfladen var på demoeksemplaret Protex, der bruges professionelt, og det stod ret godt til de koksgrå akustikplader der beklæder indersiden af det benyttede lytterum. Der kan heldigvis leveres i stort set alle andre farver, og den danske importør har endda ladet fremstille eksemplarer med overflader i andre meget alternative materialer, og har selv et sæt af storebroderen, M59, i bambusfinish, til at stå i sit demorum.

Teknisk set er det en standerhøjttaler, importøren har selv fået lavet standere, men de er store, meget store. Har man pladsen, så er der dog mening med galskaben da standerne gør at højttaleren føles langt mindre dominerende grundet luft i bunden. Standeren skyldes at højttaleren oprindeligt er lavet til studiebrug hvor den typisk vil blive bygget ind i væggen.
Dette har så den fordel at højttaleren kan placeres enormt tæt på bagvæggen uden at det giver problemer da man faktoreret dette ind fra starten.



Bagsiden har to Speakon-terminaler og to kontakter - disse afgør hvorledes man anvender højttalerne da de både kan bruges med en enkelt forstærker, og ikke nødvendigvis Stage Accompany's egen, eller om man vil lave horisontal Biamp. Lige her kunne manualen godt være lidt mere klar i spyttet. 

Forstærkeren HE50 er en heftig sag, udstyret med samme moduler som der sidder i de anerkendte Mola-Mola forstærkere, og det giver 1600 watt i 8 Ohm per kanal og en dæmpningsfaktor på 10.000. Hertil kommer en DSP funktion der koblet med Stage Control softwaren giver brugeren individuel DSP/EQ funktionalitet til hver kanal. 

Den høje dæmpningsfaktor er opnået delvist igennem Dynamic Damping Control, hvor man kompensere for den modstand der er i stik og længere kabeltræk, dog primært noget der kommer til gavn med højttalere der også understøtte dette, hvilket producentens M57 og storebroren M59 sjovt nok også gør.




DSPen tjener flere funktioner, den har bl.a. Indbygget limiter som man kender det fra professionelle systemer, hvorved at forstærkeren selv skruer ned ved forvrængning. Ikke meget, men nok til at forvrængningen ikke længere er til stede.

Der er parametrisk EQ, delay og en håndfuld forskellige typer af delefilteropsætninger tilgængelige, alt kan der pilles og ændres ved som man vil igennem brug af PC software. 

Brugerfladen på Stage Control softwaren er knapt så skræmmende som forventet, og der er øjeblikkelig konsekvens når man aktiverer sine ændringer. Det er ganske formidabelt til at kompensere for små unoder i rummet, særligt hvis man har målt på sit rum og nøjagtigt ved hvor man skal sætte ind henne. 



Der kan gemmes forskellige indstillinger, og disse kan aktiveres med de forskellige ting i varierende grad. Det er især sjovt at lege med delefilter, flankestejlhed, og ikke mindst ændre på frekvenskurven som man lyster. Men det er farligt, man bruger hurtigt meget tid. Fordelen er dog at man kan gøre det “live”, altså mens højttalerne spiller musik, og på den måde omgående høre resultatet af ændringerne.

Softwaren er heldigvis lavet således at man kan gøre det så simpelt eller så komplekst som man ønsker det.

Under testen blev der benyttet en 100% neutral opsætning, men efter at selve testnoterne var skrevet blev der leget en del, og der er godt nok mange muligheder, også for at ændre højttalerens egenlyd som man ønsker, hvilket er optimalt til både fest- og filmbrug, såvel som til at kompensere for udfasninger af eks. Bas eller forøgelse af mellemtone i lytteposition. 

Hvis man slet ikke kan lide den slags, så blev der også udlånt et glimrende XLR til Speakon kabel, som blev brugt til stor fornøjelse med andre forstærkere uden DSP.



DSP, forstærkeropsætning, og flere former for tilslutning kan måske synes uoverskueligt, men så er det heldigt at tingene bliver leveret og sat op for kunden af distributøren, hvilket måske er fair nok, kompleksiteten taget i betragtning.

Når man har leget med tingene nogle dage, så bliver det hurtigt noget nemmere at forstå og rode med. 
  
Lyden af 12” D’Apolitto konstruktion
Ud over HE50, så har HE57 også været brugt med flere andre forstærkere, også af den mere high-end orienterede slags. 

HE50 kan på trods af fokus på DSP og rimeligt højt effekt-output stadig tage kampen op med “rigtige” forstærkere i 60.000 kroners klassen, men medmindre lytterummet er tæt på perfekt rent akustisk, så bliver DSP delen hurtigt svær at undvære.

Lad det være sagt med det samme, der er åbenhed, transparens, og dynamik som man kan forvente når man kombinere et luftigt bånd der går meget dybt, med et par 20 kg 12” basenheder.



Lyden er ren og uspoleret, 4x12" gør deres arbejde, dynamikken og slagkraften kommer for alvor ud af højttaleren, og båndet kan uden problemer at gengive de få gange guitaren overstyrer og bliver metallisk i lyden uden at det er der hele tiden. Bas-differentieringen er ganske imponerende, og detaljeringsniveauet i overgangen til mellemtonen fabelagtig. Dette skyldes ikke mindst en særligt god evne til velartikuleret bas, benhård start og stop af transienter, men også evnen til at gengive selv små betoninger i instrumenterne.

Åbenheden Dizzy Mizz Lizzys "Mindgasm" er ganske rammende som navnet, en suveræn gengivelse, for ikke at sige en af de, hvis ikke den bedste der har været i årevis blandt de anmeldte produkter. Realismen i gengivelsen der kan leveres er slående. Der kan opnås en smule bedre differentiering i toppen med brug af highend forstærkere, men denne skribent er oprigtigt imponeret over den udvikling som Klasse D har været igennem, og særligt dedikerede highend Hypex-moduler, der ganske vist også bliver brugt af dedikerede highend producenter som Mola-Mola, men det er stadig en psykologisk barrierer man skal over at en industriel forstærker, og så endda med DSP, kan få M-57 til at synge.

Det mest bemærkelsesværdige ved Michael Jacksons "Beat it" er ikke sammenhørigheden og den åbne gengivelse, men det er punktformigheden i Van Halens guitarsolo under B stykket, her kan man også høre hvor velafbalanceret og, ja, naturlig gengivelsen er, og der er ikke den lettere fremhævede, nærmest hårde gengivelse af den forvrængede guitar som mange anlæg har en tendens til at leverer.



Klassisk musik leveres overbevisende. Vivaldi-gengivelser fra Tone Wik & Barokkaerne giver mulighed for tydeligt at høre hvad der sker, og den karakteristiske Cembalogengivelse træder nu så meget i karakter at man kvalificeret kan gætte på at det er en Cembalo af italiensk bygning der er tale om. Generelt at er både træ- og messingblæsergengivelser med hul igennem, og strygersektionerne ekstremt veldefineret og korrekte.

Joja Wendts “Cis-Mol Prelude” var lidt af en speciel oplevelse. Først var der mistanke om at subwooferen var slået til, men det man realiserede hurtigt var at M-57 bare går ganske dybt, og at renheden i bånddiskanten gør at man hurtigt spiller meget højt uden at opdage det - indtil at bastrykket sætter ind. Energiudladningerne fra klaveret er suverænt godt illuderet, og timbrefanatikere vil heller ikke gå skuffet fra oplevelsen. Ikke overraskende gentager det samme sig med Guitar/kirkeorgels symbiosen "Landkjenning" fra cd'en Himmelskip, en plade af Iver Kleive og Knut Reiersrud som først er blevet hørt for nyligt, og det er en skam, for det er musik der bør stå i ethvert hjem. Bassen går ikke helt skarpt i bund, men afruller naturligt, med stor sandsynlighed for at undgå bundslag på enhederne, og det er jo fornuftigt nok.

Sanggengivelsen på Lumsknummeret "Dunker" er i særdeleshed fysisk og nærværende. Det er den klassiske highend fortælling om hvordan at transparens, opløsning og fravær af kompression gør at lytteren snydes til at fornemme en fysisk tilstedeværelse af personen der synge, og Stine Mari Langstrand stod mellem højttalerne, faktisk lidt foran, og sang sopran alt hvad hun kunne for et enkelt nummer.

Den meget rene gengivelse af Johnny Cash "Like the 309" giver også en intensiv oplevelse. Stemmen er altomsluttende, de små detaljer i gengivelse står knivskarpt, og smerten, afmagten, og det opgivne håb næsten driver ud igennem højttaleren, og det er både fantastisk og skræmmende på en gang at man på den måde kan blive bedre og bedre i så mange år, og toppe på sine sidste plader, inden at det sidste måltid indtages, og det er farvel for altid. Dynamikken i mellemtonen leverer konstant små overraskelser, og den gode baskontrol gør at mange små baggrundsdetaljer får lidt ekstra albuerum.


En helt almindelig pladebørste giver en ide om størrelsesforholdet 

Sammenhængende kan man sige at M57 spiller enormt homogent, meget åbent og dynamisk, med en let afrunding af mekaniske årsager i den dybeste bund, samt en svag naturlig afrulning i diskanten der er en konsekvens af konstruktionen. Er man utilfreds, så tillader DSP delen i HE50 at man ændrer på stort set alle frekvenskarakteristika, delefrekvens og så videre. Det skete også under testen, men der blev også hele tiden vendt tilbage til det rene neutrale udgangspunkt, for det er ganske dragende.

M57 kan sagtens holde til at blive parret med tungere high-end forstærkere, men det er "diminishing returns" og der kan vindes en smule i diskant-transparens, men reelt set ikke meget andet, og det er uforholdsmæssigt dyrt. Det vil for 99% af alle potentielle købere derfor give mest mening med en HE50 - eller man kan bruge sin nuværende forstærker hvis det giver mest mening båd lydmæssigt såvel som økonomisk, for M-57 vil ikke ligefrem går over i historien som en billig eller diskret standerhøjttaler.

De fleste vil nok gerne investere i en anden finish, og det er fair nok, Protex er ikke ligefrem kønt, men har man som denne skribent i forvejen beklædt sit lytterum fra top til tå med akustik-regulerende plader, ja så falder det ganske naturligt ind og er direkte pænt.

Prisen… eh.. Ja. Den har vi ikke berørt. Den testede udgave var med den “lille” udgave, med en HE50 forstærker. Der kan også omkonfigureres således at man kører med brokobling, og således har en HE50 per højttaler. 
Men standardprisen på M57 er Kr. 96.000,- for et sæt, og Kr. 59.000,- for HE50. 
Audiolabs har dog tilbudt en rabatkode til Nerds læsere, således vil man, ved at nævne denne anmeldelse, kunne få lov til at købe et sæt M57 for kr. 79.000,- og et sæt HE50 for Kr. 39.000,- året ud. 

Storebroderen M-59 kan i øvrigt opleves på den kommende Hifi & Surround messe.

Konklusion
M-57 er måske den største standerhøjttaler vi vil se i mange år, men det er også en af de absolut bedste højttalere vi har haft på testbænken i noget der ligner et årti. Den går dybt, den går højt, den spiller rent og homogent, neutralt og gennemsigtigt. Den kan fås i en masse farver hvis man vil det, og eneste ulempe er at kiloprisen er på ca. 1.000 kroner.

HE50 forstærkeren der passer til er et stykke professionelt grej der kan trylle med din højttaler, eller lade dig udligne de lytterumsproblemer der måtte være. Lydkvaliteten findes bedre, men så skal der også smides en del flere penge efter projektet. Den går virkeligt godt i spænd med M-57, og står også sin egen distance.



Pris:
M-57: 96.000 / 79.000 til og med 31.12.2017
HE50: 59.000 / 39.000 til og med 31.12.2017
 

For yderligere information, kontakt importøren
Audiolabs
www.audiolabs.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: