Velkommen til det nye Nerds.dk

Af kim, 30 december, 2020
Så er vi i luften igen - i en noget anderledes form

Også for Nerds.dk har 2020 budt på væsentlige forandringer. Efter at have ligget lunt, godt og gratis i årevis hos serverne hos DHES, arrangøren bag Copenhagen Highend / Hifi & Surround messen, så er vi nu på alle måder flyttet over til os selv.

Det har desværre betydet en længere nedetid, da vi lidt abrupt skulle flytte emails, server og site, og det har desværre taget længere tid end forventet at få det op at køre. Det gamle site kører desværre på et system der er så gammelt at det ikke er muligt at få til at køre på en ny moderne server. Det betyder desværre at vi har været nød til at arkivere det gamle site, således at det stadig kan tilgåes, heriblandt alle artikler og tekster, men det nye site er, ja, helt nyt.

Det betyder desværre også farvel til forummet, som beklageligvis i sine sidste tre leveår var udsat for 130-150 falske russiske profiler hver dag, noget der skulle ryddes op i manuelt. Det var en ekstrem stor tidssluger, og har været årsag til megen frustration, men det er nu også en saga blot.

Det nye site er som det åbenlyst kan konstateres, meget basalt i sin æstetik. Det skyldes at vi først skal til at lære det nye CMS system at kende, og mere avancerede indstillinger, placeringer og grafisk layout er noget vi skal have et større bekendtskab med. Det betyder til gengæld også at vi håber på at kunne udbygge og opgradere den visuelle del af sitet løbende over tid.

Det nye site bliver pt. betalt af os selv, direkte af egen lomme. Nerds.dk har hidtil kørt, og dermed fået sine serverudgifter betalt af DHES, og alle reklamer har været en del af en udstillerpakke i forbindelse med den årlige hifimesse i København. Nerds.dk har derfor aldrig haft indtægter af nogen art, og har altid været et non-profit foretagende af idealistisk karakter, og det vil det – stort set – forblive med at være.

Det nye site vil lige som det gamle have nogle få, men ikke-generende reklamepladser. Disse vil blive brugt til at gøre opmærksom på nye firmaer såvel som gamle støtter, men det er planen at det hele skal drives ud fra en ”cost-only” model, da ingen bag Nerds.dk ønsker at det skal blive en forretning eller på anden måde profitskabende. Det betyder dog ikke at der ikke vil være betalte reklamer, det vil der, men det vil være i en størrelsesorden der hedder 500- 1000 kroner om året, vi skal trods alt kun have dækket serverudgifterne, og ikke andet. Alle prislister, eller rettere, prisen, for der bliver kun en, vil naturligvis være fuldt offentligt tilgængelig for alt og alle. Vi håber dog at annoncørerne vil acceptere at non-profit foretagende som hifimesserne i Assens og Viborg vil få gratis bannere, og vi vil desuden tilbyde gratis start-perioder til nye små firmaer som støtte til en forhåbentlig spirende og voksende dansk hifibranche.

Vi er glade for at være tilbage, og beklager endnu engang nedetiden.

Mvh
Team Nerds.dk