Fra 2024 vil alle store hifi-anmeldelser være AI genereret

Af kim, 1 april, 2023
Af
Nerds.dk
Hemmeligt notat fra branchemøde har set dages lys

Det er på et møde mellem repræsentanter for alle de store amerikanske og europæiske hifimedier blevet aftalt at alle anmeldelser fremadrettet skal være AI genereret. Formålet er at nedbringe den stress og det besvær, der er ved at teste særligt billige hovedtelefoner og meget dyre højttalere.

En kilde tæt på forhandlingerne konkluderer overraskende koldt: “Langt de fleste anmeldelser kan laves baseret på specifikationer og pressemeddelelser, og karakteren på hvor mange penge den lokale distributør eller producent er villig til at betale - og lad os nu være ærlige, dem der bare har lidt af deres hørelse tilbage kan reelt set ikke høre forskel på hverken det helt dyre eller det helt billige grej."

For at bibeholde særkendetegn vil man tilsyneladende fodre AI systemer med de sidste 10 års anmeldelser fra hvert medie, og dermed have nok sætninger og fraser til at lave nye anmeldelser.

Mellemklassegrejet vil stadig blive testet på gammeldags maner af yngre medarbejdere med god hørelse, og det vil også give AI systemerne nye sætninger med nye teknologier løbende.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de større hifimedier.