Der er mange kabelmærker på markedet, så mange at selv hvis man havde tiden, så ville man næppe kunne nå igennem dem alle på 10 år. Så når man tester kabler til anmeldelse, så forsøger man ofte at holde sig til en af to kategorier, dem hvor man får ufatteligt meget for pengene, eller dem der er ultra-highend og hvor man reelt er garanteret en fantastisk oplevelse uanset hvad man køber. Skulle man være i tvivl, så hører Stealth Audio til sidste kategori med en pris på over 160.000 kroner for et signalkabel.
Manden bag hedder Serguei Timachev og er kendt for at være lidt af en gal opfinder i kabelsammenhænge. Navnet står i øvrigt for ”Sound Technology Enabling Audible Lucid Transcomponent Harmony” – det er lidt søgt, men også lidt sjovt. Der bruges forskellige legeringer, og de dyreste kabler bruger ikke luft men helium til isolering, og stik i rent sølv, og en kaskade af dyre materialer, og er naturligvis håndlavet.
Prisen er derfor også derefter når kablerne bruger dyre materialer, og er meget komplekse sammensat. Til gengæld er der livstidsgaranti og et særdeles fordelagtigt indbytningsprogram hvis man vil opgradere.
Det gør også at kablerne ser, ja, komplekse og meget voldsomme ud. Det er en æstetik mange elsker, andre knapt så meget.
Et element som går igen på mange produkter der den såkaldte ”tuning collar” – en plastik ring som skal placeres korrekt for så at give bedre lyd, og denne afhænger af det benyttede udstyr. Det falder denne skribent meget forkert at forstå hvordan en plastikring skal kunne influere lyden fra et velafskærmet kabel af de to årsager alene, og der gives ikke nogen videre forklaring på producentens hjemmeside. Emnet har også været vendt med to meget hifi interesserede ingeniører med solidt kendskab til signaloverførsel til hifibrug, efter grundige overvejelser heller ikke kunne se hvordan at det hænger sammen.
Stealth Cables skal til gengæld have ros for at påpege at XLR ikke altid er bedre end RCA, det afhænger af brugsscenariet.
Sådan helt generelt er de testede Stealth Audio kabler i det “rigtige” highend segment, altså der er stort set ingen farvning af lyden, og det er mere graden af detaljer og åbenhed der kan variere lidt, men lyden farves reelt ikke. Derfor vil der heller ikke være 10 forskellige musikeksempler ved hvert kabel, så ville denne anmeldelse tager flere timer at læse, måske andet end en generelt bemærkning om at kablerne, og særligt højttalerkablet, giver en ekstremt klar og meget, meget åben gengivelse som man desværre skal betale mange penge for. Det er de sidste få procent der koster siger man, og det er desværre også sandt her, men jeg kan så godt forstå dem der mener at det er investeringen værd.
Først var det på med Varadig SPDIF kablet, det står til 7.500 og er dermed af den meget billige slags for Stealth Audio. Der bruges teflon som dielektrikum i varierende størrelse, tykkest i midten, og den måde der tvistes på internt variere ligeledes imod enderne således at man holder den korrekte impedans hele vejen igennem. For dem der vil betale lidt mere, så findes der også en Select udgave der ganske enkelt er den håndfuld fra et batch der måler bedst.
Lyden er åben og ren, mere støjfri hvis det skal specificeres, og ren uhindret lyd er nok det bedst beskrivende. Det lyder banalt, men dårlige digital kabler, måske de ikke har den rette impedans, lyder mere mudret og uklart, hvilket især foregår når man bruger kablet imellem afspiller og DAC. Der var også en AES CLR udgave med i test-sættet, og her var det samme historie, dog kostede kablet en smule mere, 8750, grundet brugen af XLR stik.
Af den mere traditionelle XLR kabler byder Stealth Audio blandt andet på Sakra V16 XLR signalkablet, der koster den beskedne sum 160.500 kr. Der findes godt nok en model over, V17, men det er relativt små ændringer, og den laves kun i meget få eksemplarer, så V16 må siges at være topmodellen i praksis. Det kan utvivlsomt høres på de små nuancer, men Sakra V16 er så åbent og transparent som man kan forvente af et highend kabel, så det synes mærkeligt om det kan retfærdiggøres at betale 50% mere for hvad der måske kun er minimale forbedringer, men faldende afkast (diminishing returns) er jo desværre noget af det der i praksis kendetegner ultra highend.
Hører man meget kammermusik, eller som her i huset har en glæde ved Trondheimsolisterns fortolkning af Mozart, så er der glimrende oplevelser at hente i de fine nuancer i særligt toppen. Ligeledes kan guitarsoloerne fra Buena Vista Social Clubs “Candela” godt tåle at blive spillet med så ren en gengivelse, hvor hver en nuance kommer rent igennem.
Det er en ret overdreven og kompleks konstruktion, koniske ledere, og med Stealths Vari-Cross geometri, hvor lederdiameteren varieres over kablets længde, og skulle være designet til impedansoptimering i den modtagende ende, og ja, kablet er retningsbestemt. Det havde dog været optimalt om man havde oplyst seriemodstand og kapacitet på kablet.
Lyden er ekstremt transparent og velopløst, neutral og uden at det bliver tyndt at lytte til, særligt ved A/B tests imellem produkter der kunne lyde ens, eks. DAC konstruktioner lavet næsten ens og med få variable er det kabler på det her niveau man gerne vil bruge - når det er sagt, så burde det rent produktionsmæssigt være muligt at lave noget der kommer tæt på, og til helt andre priser, men har man først sagt ja til håndbyggede kabler og et stærkt highend brand, så må man også betale hvad det koster - og så acceptere at der findes andre kabler der kan næsten det samme, men til brøkdele af prisen.
Kabler er opbygget som muliticore med ekstremt tynde enkeltledere ned til 0.001” der er individuelt skærmede - hvilket nok er voldsomt medvirkende til den høje pris. Dielektrikum består af en blanding af helium og opskummet teflon, hvilket naturligvis har et godt marketingsnavn, Stealth para-vacuum. Stealth bruger heller ikke stik fra de større producenter som WBT eller Furutech, men laver derimod sine egne, i massivt sølv, kevlar fatning og med teflonkappe, og en skal af kulfiber og titanium og påsat med crimpning under tryk i stedet for at blive loddet på. Det er det meget stort, voldsomt kabel, dog med en flot ydre hvid farve, og æstetikken lugter langt væk af at det har været dyrt, det er ikke et kabel man gemmer væk.
Vil man gerne matche sit system, så kan Stealth Audio også leverer solide strømkabler, Dream V.10-20 i halvanden meters længde står i lidt over 40.000 kroner, det er i et overdrevet voldsomt design med guldfarve striber på siden, og et kulfibertstik der ligner noget der koster det samme som en lille ekstrabil. Der bliver brugt dobbeltisoleret iltfri kobber der er kryobehandlet, og der findes en udgave til digitale og en til analogt udstyr med et argument om at forskellige typer stelforbindelse og filtrering er nødvendigt.
Forklaringen om hvorfor at alle strømkabler i anlægget bør være af netop Dream typen synes dog ikke helt at give fuldt ud mening, men det ville kræve en forfærdelig mængde kabler at efterprøve i praksis, men baserer sig på at støj fra de digitale komponenter kan lække over i de analoge komponenter. Det var ikke et problem i test-setupet, men Dream leverede dog varen ved god mekanisk kontakt og stabilitet, og lavt støjgulv, så det gør hvad et godt strømkabel skal kunne - men du betaler også for det.
Til sidst er det højttalerkablet The Wave som ikke engang er i top 5 af deres dyreste højttalerkabler med en pris på “kun” 63.375 for 2 meter, men til gengæld det kabel der gjorde det største indtryk. Der er desværre ikke megen information at hente nogen steder omkring opbygningen, andet end at det er kobberledere, men ellers ligner det at man fortsætter traditionen med individuelt isolerede ledere i en et multicore setup og egne stik.
Lyden er meget åben, særligt stereoperspektivet har stor glæde af dette kabel, kombineret med en meget ren lyd, men igen, åbenheden i gengivelsen er hvad der primært skal roses for, og det er et af meget få kabler på denne anmelders testbænk som desværre er bedre end det eksisterende. Der spilles med stor transientkontrol i bunden på Karens “I nat er vi” såvel om på flere udgaver af Prokofievs “Dance of the Knights” - uanset hvad udgave man afspiller. Lyden er i mangel af bedre ord homogen og organisk, og evner ikke at farve lyden i højttaleren, hvilket jo kun kan siges at være prisværdigt, men også forventeligt på det her prisniveau. Det var en fornøjelse at spille Oskar Pettersons “Vol. I” SACD med disse kabler.
Samlet set har det været en dyr, men behagelig fornøjelse at teste denne pakke af kabler fra Stealth Audio, og omend at der som med mange andre highend firmaer skal sorteres en del i den information der er om de enkelte kabler, så leverer de dog hvad highend kabler skal og vel, nemlig en ufarvet gengivelse med stor åbenhed, så er det op til den enkelte om man ønsker at betale de til tider eksorbitante priser, eller om man kan nøjes med 90% af ydelse for en brøkdel af prisen, men for dem der vil have de sidste par procent forstår man godt at Stealth Audio med sine komplekse konstruktioner og brug af dyre processor og materialer er noget man drages af.