Lampizator Poseidon

Af
Kim Olsen

Polske Lampizator har i mange år været lidt af en hemmelig perle, mest fordi at firmaet ikke drives ultrakommercielt, på trods af at ingeniøren bag, Lukasz Fikus, har en MBA – men også fordi der først i nyere tid er kommet en dansk distributør.

Produkterne er lavet solidt i hånden, og med moderne produktionsmetoder, men også med erkendelse af at man skal opgradere når man kan - og ikke bare for at tjene penge.

Lampizator laver ret mange forskellige produkter, primært da både chefen og de ansatte efter sigende er ganske hardcore hifientusiaster – og man har dermed et voldsomt program der omfatter kabler, rørforstærkere, RIAA og så især deres kendetegn, DAC’s. Og det er på trods af at man for nyligt begrænsede hvad man har på menuen.

Der hører fjernbetjening med i god kvalitet og noget usædvanligt, to subwooferudgange. Dette indikerer, at man er tilhænger af dual-subwoofere til stereobrug, og der er både XLR og RCA til udgang og indgang, da den også kan bruges som forforstærker. Bruger man den som ren DAC, kobles denne del bare fra. Med USB, SPDIF, Toslink og AES/EBU-indgang burde alt være dækket.

Knapperne er særdeles modstandsdygtige. Når den tændes føles det mere som en opstart af en mellemstor lystyacht end en DAC.

Lampizator bruger en såkaldt “Engine Eleven” til de fleste af deres DAC’s, og dermed også i den testede Poseidon-model der er en neddroslet version af topmodellen Horizon. Det er dog stadig ikke helt billigt, og på trods af at Lampizator laver nogle DAC’s der absolut er til at betale for alle, så er det ikke tilfældet her da prisen for denne kampvogn er 220.000 kroner. Mange af deres andre produkter kan dog konfigureres forskelligt, og man kan fravælge f.eks. forforstærkerfunktion som denne har – hvilket er ret vigtigt, når man ser på prisen – du får altså potentielt set også en rørforforstærker med i købet. Men du får dog en fuldt balanceret konstruktion - det kan fravælges på andre modeller for at nedbringe prisen.

Det er et fuldt ud egenudviklet kredsløb og skal måske mere ses som en arkitektur/platform, som man kender det fra IT, mere end en enkelt komponent – særligt da strømforsyningen er ganske kompliceret sammenlignet med en almindelig chip-DAC fra Sabre eller Burr-Brown. Udgaven, der sidder her, er Eleven-P, som er reserveret til topmodellerne. Vi ved ikke meget med sikkerhed, andet end at det er Delta-Sigma der er ændret voldsomt på, men selvom at det lyder som R2R, så holdt Lampizator op med dette kontstruktionsprincip for en del år siden. 

Er man i tviv om hvad forskel det gørl, så vil man først bemærke at denne DAC virker fuldstændigt uden drivere af nogen art idet der konverteres til i2S internt – med separat strømforsyning, også til afspilning af DSD 512/768 kHz over USB. Hver type indgang har sit eget fysiske input, der behandles fuldt ud separat. Firmwaren synes specialdesignet og er ikke noget der er fundet på en hylde hos en tilfældig forhandler, og man er ikke i tvivl om at der er gået relativt kompromisløst til værks med et heftigt CNC-fræset kabinet, en “Duracell”-finish med sort kabinet og en top der er i kobber – og er fantastisk flot, da rørenes glød afspejles.

Toslink-forbindelsen kræver særlig omtale, den var på en eller anden mærkelig måde mere flydende, mindre hård i lyden, om man vil. Dette hænger muligvis sammen med at den har sin egen strømforsyning, og Lampizator skal i øvrigt have stor ros for at have en manual der gør opmærksom på at mange Apple-produkter med hovedtelefonudgang har gemt en Toslink-forbindelse i denne og at man derfor med fordel kan bruge sin Apple-computer som kilde.

Der er et rør-udgangstrin, ingen transistorer og ren I/V-konvertering via modstande. Eller sagt på en anden måde: Selvom Lampizator ikke vil sige præcist, hvad deres interne DAC-platform er, så lugter det kraftigt af at man har lavet sin egen R2R DAC med rør i udgangen da det omtales som "fuldt balanceret multibit" - det har vist sig at være forkert, det er Delta-Sigma baseret, men det hele holder man for sig selv, hvordan de end har gjort, så må de have programmeret en del selv, for på en eller anden måde lavet en firmware der på magisk vis bare virker med digitalafspilleren/afspilningssoftware, uanset hvad det er. 

Lampizator er i øvrigt ret åbne omkring at man kan opnå en del mere ydelse med tube-rolling. Standarden er TAD 5U4G som ensretter, 4×6N1P indgangsrør, 4×6J5 udgangsrør, men Lampizator tager sig dog en del forbehold og giver erstatningsmuligheder. Det er altså ikke voldsomt dyrt at erstatte standardrørene, men der er mange alternativer der er langt dyrere. Lampizator anbefaler selv at rør skiftes hver 10. år. Der er fire kondensatorer i – disse burde holde mindst 25 år ifølge Lampizator – så der bør altså være DAC i mindst 25 år, og herefter vil omkostningerne til at skifte rør og kondensatorer være ret beskedne sammenlignet med indkøbsprisen. Strømforsyningen skulle være voldsomt overdimensioneret, så man bør ikke være bekymret for om den kan holde til alternative rør.

Og så til musikken.
Overordnet er der en svag organisk glød i musikken – ikke forstået som en svampet egenlyd, men mere som en afrundet helhed, der gør, at gengivelserne er helstøbte, afrundede og ekstremt sammenhængende, hvor musikken flyder naturligt og uhindret – en perfekt DAC for dem der har det svært ved digital gengivelse. En analoglydende digitaloplevelse, om man vil. Og for denne skribent en klasseeksempel på hvad en korrekt konstrueret og udført DAC kan. 

Stereoperspektivet skal så absolut fremhæves og have ros. Det er knivskarpt og med en flot dybde, primært afprøvet ved at afspille musik fra koncert-DVD’er og så bagefter se samme optagelse med billede, hvormed man kan sikre at afstanden der høres, er korrekt gengivet. Selvom mange optagelser har kunstigt skabte lydbilleder lavet i selve mixet, så er det en illusion, man som hifientusiast altid søger – og som Lampizators Poseidon DAC leverer.

Michael Jacksons "Beat It" og “The Girl Is Mine” udmærker sig ved en nuancering og ikke mindst timing i bassen der er ekseptionel – og ikke mindst en levering af ubegrænset definition, der ikke tidligere er hørt med andre testede DAC’s. Det er “diminishing returns”, at vi skal over 200.000 kroner for at få det – forhåbentligt – sidste ud af musikken, men et glimrende praktisk eksempel på hvorfor at mere hardcore hifinørder kan retfærdiggøre tid og penge på ultimative systemer.

Vil man høre facetterne i hele toneregistret, så er det absolut anbefalelsesværdigt at finde Anna Lapwoods orgelalbum “Midnight Sessions at the Royal Albert Hall” frem fra gemmerne eller digital streaming og skrue så højt op man tør. Her vil "Voice of Jupiter", som det gigantiske orgel hedder, give gengivelsen en fysisk tilstedeværelse som kun korrekt orgelmusik kan. Om end et fantastisk nummer som "Davy Jones" trækker på smilebåndet hos lytteren, særligt når de små klokkeagtige toner blander sig med det bombastiske, så skæmmes optagelsen af et småforvirret stereoperspektiv – men det er så ikke DAC’ens skyld - sådan er optagelsen bare, måske lufttryket under optagelsen fysisk påvirkede optagemikrofonen negativt.

Blandt nyklassikere er Cynthia Erivos "Defying Gravity", der er en duet med Ariana Grande fra filmen Wicked. Det bør man ikke lade sig skræmme af – det er et ganske dynamisk nummer, ikke kun i musikken, men hvor man går fra langsom, fløjlsblød kvindestemme til voldsomt storladen og følelsesladet musik i højt tempo. Gengivelsen af de to kvindestemmer er fremragende, hvad enten det gælder harmonierne imellem dem, opløsningen der gør det nemt at høre kvaliteten i Erivos vokal – og ikke mindst stemmekontrol. Det er et meget voldsomt nummer på instrumentalsiden, men aldrig vakler det så meget som et sekund, og alle instrumenter står flot og præcist og går klart og meget velopløst igennem – hvilket særligt bemærkes i nummerets slutning hvor stemme og violiner indgår i et smukt parløb.
 

Jinjers Pieces er som altid smuk og hård på én gang. Bandet spiller ekstremt veltimet, og hvert instrument er gengivet med høj detalje- og præcisionsgrad. Den kvindelige sangstemme leveres som altid skrøbeligt, blidt og engleagtigt – indtil omkvædet afslører, at der er en iboende dæmon, der forsøger at komme ud af forsangeren Tatiana Shmayluk, hvis særlige kendetegn er evnen til at synge med to forskellige sangstemmer – også samtidig. En voldsom oplevelse første gang man hører det.

Den britiske skuespiller Hugh Laurie får sjældent nok roser for sine musikalske evner, men det er ikke uden merit – albummet Let Them Talk er en perle, der bør findes i alle hjem, og nummeret St. James Infirmary fortjener altid at blive lyttet til på ethvert seriøst anlæg, idet det har forskellige passager og ikke mindst stemninger, med forskellig vægtning af de benyttede instrumenter. En musikalsk rejse, om man vil. Igen skuffer Lampizator Poseidon ikke, og man føler sig i den grad hensat til en småsnusket bar i New Orleans, og bliver forfløffet over den naturlighed der er i gengivelsen, på niveau med hvad man ellers kun er vant til fra pladespillere i en prisklasse hvor der normalt købes luksusbiler. 



Om end prisen skræmmer, så bør man så absolut ikke snyde sig selv for at høre denne DAC, hvis man får muligheden. Den leverer på alle parametre, men udover de sædvanlige kriterier som opløsning og transparens, så formår den også at have en helstøbt lyd, som ikke alle konstruktioner magter – og måske vigtigere: Den formår både at have den ultrapræcise gengivelse fra den digitale verden sammen med det nærværende og naturlige fra det analoge, og det hele med en sammenhæng som kendetegner highend hifi når det er bedst.

Og har man ikke lige 220.000 kroner, så laver Lampizator heldigvis en del billigere modeller – også til under 1/10 af prisen for denne model. Nerds.dk uddeler sædvanligvis ikke priser og trofæer, men dette er et af relativt få produkter, som det kunne overvejes at erhverve til permanent brug – men det var desværre vigtigere at få udskiftet elinstallationerne i hele huset.

For yderligere information, kontakt importøren
(hjemmsiden findes også på dansk på trods af polsk domæne - og der er dansk lager)
Prestige Audio
DK +45 2861 7959
info@prestigeaudio.pl
www.prestigeaudio.pl