En helt særlig udgave af den ikoniske pladespiller, Beogram 4000c, kommer nu på auktion med det formål at støtte børnefamilier i julen. Auktionen afholdes i samarbejde med Lauritz.com, hvor overskuddet går ubeskåret til Mødrehjælpens arbejde med at sikre, at børnefamilier får en god jul – og det er der særligt brug for i år, hvor rekordmange med flere end 14.000 børnefamilier har søgt om julehjælp hos Mødrehjælpen.
"Det betyder rigtig meget, at Bang & Olufsen vil donere overskuddet fra auktionen af Beogram 4000c, så vi kan give en god jul til flere børn i Danmark. Der er tusindvis af fattige børnefamilier, der har brug for julehjælp, så børnene kan få en juleaften med gaver, julegodter og glæde. Alle beløb tæller for dem, der mangler alt, så hver eneste krone, vi indsamler, gør en stor forskel for familierne rundt om i landet.
Der skal lyde en stor tak for Bang & Olufsens støtte og opbakning," udtaler Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.
Linket til auktionen: https://www.lauritz.com/da/auktion/bang-olufsen-ikonisk-beogram-4000c-pladespiller-til-for/i6134863/
Vurderingenj af denne specialfremstillede pladespiller er 115.000 kroner.
Hvordan byder man?
Det er muligt at byde på pladespilleren hos Lauritz.com til og med d. 23. december 2021, hvor auktionen slutter.
Pladespilleren er desuden udstillet i Bang & Olufsens butik på Østergade 18 i København fra d. 15. december.
"Alle børn fortjener en god jul, og det ønsker vi at bidrage til. Derfor vælger vi at auktionere et helt særligt eksemplar af et vores mest ikoniske produkter, nemlig Beogram 4000c. Da vi sidste år ved denne tid udbød 95 totalrenoverede pladespillere i forbindelse med vores 95-års fødselsdag, var interessen enorm. Vi håber, at vi med denne særudgave af pladespilleren kan skabe glæde hos den kommende ejer, men især at vi kan hjælpe mange børnefamilier med at få en god jul," siger Jens Gamborg, chef for kommunikation og bæredygtighed i Bang & Olufsen.
Om Beogram 4000c
Den ikoniske pladespiller Beogram 4000c så første gang dagens lys i 1972, og har gennem det sidste år været symbolet på Bang & Olufsens retning mod at opgradere klassiske produkter og integrere dem med den nyere portefølje som et opgør med brug-og-smid-væk-kulturen.
Sidste år introducerede Bang & Olufsen et opgraderings-sæt til Beogram 4000c, som gør det muligt at integrere nyere højttalersystemer med "den gamle" pladespiller, der således bliver fremtidssikret.
Et dedikeret team på fabrikken i Struer har fremstillet en særudgave pladespilleren, som nu er på auktion hos Lauritz.com. Pladespilleren er bygget af valnøddetræ og er udstyret med flotte messing detaljer. Udtrykket, som i sin tid blev skabt af den danske designer, Jacob Jensen, er intakt, mens de nye elementer i valnød og messing skal forbinde mødet mellem fortid og nutid.
Om julehjælp hos Mødrehjælpen
Julehjælpen består af et legat på 500 kr. pr. barn. Der kan søges om julehjælp til højest tre børn pr. familie, og for at komme i betragtning til julehjælpen skal man:
- Have hjemmeboende børn under 18 år
eller en fast samværsaftale
- Have været ude for en hændelse, der gør hverdagen og økonomien svær at overskue
Man kan også støtte Mødrehjælpens juleindsamling på andre måder:
- Støt med et valgfrit beløb på www.mødrehjælpen.dk/jul
- Støt med et valgfrit beløb på MobilePay 30402