To Løver sætter stemmegaflen i tre unge lydekvilibrister

Af kim, 6 februar, 2022
Af
Wavell
En fælles passion for god lyd fik for tre år siden tre unge universitetsstuderende til at stifte virksomheden Wavell, der kæmper mod de etablerede mastodonter på markedet for høretelefoner.

 seneste afsnit af Løvens Hule fik de tre iværksætterhåb både Jan Dal Lehrmann og Christian Arnstedt med ombord på lydrejsen.   

Det er sin sag at skulle tilkæmpe sig markedsandele, når man er oppe mod nogle af de helt store globale producenter af høretelefoner. Ikke desto mindre gav et frugtbart ophold i Kina og en indædt passion for god lyd Hjalmar Kærn (22), Casper Christiansen (22) og Emil Lucas Degn Mortensen (23) blod på tanden og de fornødne kontakter til at starte produktionen af de første Wavell-høretelefoner op.

Selvom Wavell blot har eksisteret i tre år, og det meste af tiden har måttet slås med Corona, fik virksomheden alligevel en flyvende start med 4.000 solgte sæt i løbet af det første år. De tre tidligere gymnasiekammerater øjnede lynhurtigt en god forretning og et gryende marked for in-ear høretelefoner med en formidabel lyd, en eminent pasform og et prispunkt, der ligger væsentligt lavere end virksomhedens konkurrenter.

 

Siden er Wavells første model lanceret i en ny udgave, hvor både batteritid, lyd og teknologi er forbedret, og i dag kan Wavell II prale af nok power til en hel uges brug og en lyd på højde med – eller bedre end – nogle af de mest kendte produkter på markedet. Det skyldes især den særlige Qualcomm-lydchip, som Wavell anvender i produkterne. Ud over Wavells in-ear høretelefoner får virksomheden også produceret opladere og Bluetooth-højtalere i en lignende høj kvalitet. Den cocktail og de tre lydelskeres gode energi kunne Løverne Jan Dal Lehrmann og Christian Arnstedt ikke stå for, og derfor investerede de sammen 200.000 kroner for 30 procent af virksomheden i seneste afsnit af Løvens Hule.

"Vi elsker bas, og det er det lydunivers, vi er gået efter at raffinere i vores høretelefoner. Vi har indtil videre valgt ikke at bygge voldsomt meget overflødigt teknologi ind i produkterne, men fokuserer rendyrket på en krystalklar rummelig lyd med masser af bund i. Vi har tilsammen mere end 30 års erfaring med hi-fi, og vi har kundernes ord for, at vores produkter leverer den bedste lyd på markedet. Det skal vi bygge videre på, og med vores nye Løve-investorer ombord får vi nu endnu flere muskler og erfaring, så vi kan skalere vores vækst og modne virksomheden"  siger Casper Christiansen, der er direktør i Wavell og selv har arbejdet i Kina med indkøb af elektronik for forskellige europæiske elektronikvirksomheder.

Også medstifterne Hjalmar Kærn og Emil Lucas Degn Mortensen ånder og lever for god lyd og en bas, der allerhelst skal minde om et mindre tordenvejr – en passion, de altså nu har sat på formel og hver dag kæmper for at bringe ud til kunderne. Sideløbende med arbejdet i Wavell er de tre iværksættere dog fortsat studerende på CBS og Aarhus Universitet, men i modsætning til mange af de tidligere afsnit af Løvens Hule var livet som studerende denne gang ikke en hindring for de to nye investorer.

"Det er en kæmpe motivation at hjælpe unge mennesker med at realisere deres iværksætterdrøm, og Wavell-drengene har bevist, at de, studierne til trods, kan skabe en god virksomhed bygget på deres store passion for lyd" siger serieinvestor og CEO for Lehrmann Ventures Jan Dal Lehrmann.

"Energien i Wavell-teamet er fantastisk, og det er en fornøjelse at se, hvordan de med udgangspunkt i deres passion for god lyd har bygget en virksomhed, der formår at konkurrere med de store og tage markedsandele. Den rejse vil jeg sammen med Jan gerne være med på, og jeg er sikker på, at det nok skal blive en stor og international forretning i løbet af få år" kommenterer Christian Arnstedt, CEO i Blazar Capital.

Wavell forventer at lancere endnu en høretelefon og nye Bluetooth-højtalere i løbet af 2022, hvor virksomheden forventer at omsætte for betydeligt mere end de godt 2,2 mio. kroner, Wavell landede på i 2021.

For yderligere information, kontakt
https://www.wavell.dk/